(Michael Regan/Getty Images)
Stormen har så småt lagt sig efter 0-3 nederlaget til ærkerivalerne fra Merseyside, eller har den? Ten Hags rådvilde udtalelser fra pressekonferencen indikerer, at det trækker op til uvejr omkring trænersædet i Manchester United. Buh-råbene fra hjemmebanefansene efter hollænderens udskiftning af Garnacho i det 69. minut maler det samme billede.
Her på redaktionen er konklusionen den samme. Ten Hag er presset. Men vi er også nødt til at se fremad, for det ville ikke afspejle INEOS’ stil at aflevere en fyreseddel inden jul, medmindre det går grueligt galt. Så hvad kan vi egentlig tage med videre fra gårsdagens smertefulde snitter? Her er tre bud.
Sydamerikansk rokade
Kampens syndebuk blev uden sidestykke Casemiro, der sat lidt på spidsen forærede vores ærkerivaler de to første mål. Denne sæson skulle han bevise, at sidste sæson var en enlig svale. Det lader ikke til at være tilfældet. Storhedstiden for den femdobbelte Champions League-vinder er forbi.
Derfor bliver det interessant at se vores nyeste signing, Manuel Ugarte, i aktion. Han har allerede fået enormt tunge skuldre, inden han overhovedet har trukket trøjen over hovedet. Men ikke desto mindre er det ikke tilfældigt, at det netop er ham, vi har hentet.
I går var det også tydeligt, at vores akademidarling Kobbie Mainoo blev overløbet, så det bliver afgørende med en spiller, der forhåbenlig kan tippe midtbanekampen længere mod vores favør. Men det bekymrer mig, at man som klub lægger så mange æg i en 19-årig kurv.
Der er ikke meget, der skal gå galt, før midtbanen bliver et tema vi vil vende tilbage til i mange af fremtidens nedtakter.
Kampen om kanterne
Men selvom midtbanen var Uniteds allerstørste anke i går, fortjener angrebet også mere ris end ros. Når man afgiver så meget af initiativet til modstanderen, som vi gjorde i går, kræver det konsekvent kontraspil. Det udeblev. Både Rashford og Garnacho fremstod idé- og selvtillidsforladte gennem det meste af opgøret.
Forinden opgøret havde jeg håbet på at se Amad Diallo fra start, som jeg synes har været vores bedste offensive kort i preseason og til dels også i de første kampe. Tilmed synes jeg, klubbens poster-boy Marcus Rashford har underpræsteret for længe. Det fortsatte han med mod Liverpool. Da Garnacho blev pillet ud frem for ham, udløste det buh-råb fra hjemmebanefansene – en klar markering af deres utilfredshed med Ten Hags forfordeling af Rashford.
Dog havde Garnacho også en offday, så udskiftningen kan retfærdiggøres. Netop Diallo kom på banen og viste over for Ten Hag, at han nok skulle have været med fra start. I så fald var han et frisk pust til et hold, der øjensynligt ikke kunne skabe noget i fællesskab. I så fald bliver det spændende at følge kampen om kanterne de kommende kampe. Forhåbenligt får ivorianeren flere chancer på højrekanten.
Det tabte træneropgør
Selvom rivalopgøret bar præg af dårlige individuelle præstationer, er det svært at undgå at rette fokus mod træneren. Ten Hag var ikke den skaldede hollænder, der fik sat sit hold bedst op til kampen. Det var Arne Slot.
I et overskudsagtigt interview med Sky Sports udlagde Liverpool-træneren nøgternt, hvordan han havde læst lektier og eksekveret det på grønsværen:
– Så deres stil er, at deres backs ofte er virkelig højt oppe, og så kommer Casemiro ind i mellem, så hvis du kan få fat i bolden og holde Luis Diaz og Mo Salah højt, så er du konstant i en en-mod-en situation. Og så har du brug for midtbanespillere, der kan løbe, og vi havde tre af dem i dag, der blev ved med at løbe. Og hvis de kommer i en duel, er de aggressive nok til at vinde den.
Klip til Ten Hag i presselokalet, der snakker om cup-trofæer og Harry Potter.
Trænerstolen er nu blevet varm, og det bliver interessant at se, om hollænderen kan slukke brænden i løbet af efteråret, der indledes med et besøg hos oprykkerne fra Southampton d. 14. september.
God analyse og nedtakt af ydmygelsen.
Alle tre afsnit munder ud i en ting….EtH
Men hvad er det egentligt INEOS stil handler om….ikke at fyre EtH nu..?
Jeg tillader mig det simple spørgsmål….hvorfor ikke fyre EtH nu..?
Arne Slot udspillede EtH rent taktisk
Brightons nye meget unge manager Hurzeler udspillede EtH taktisk…
Silva var tæt på at gøre det samme med Fulham…
Fortæl mig endeligt hvad der er så fantastisk ved EtH som manager…
Hans spillestil…?
Hans taktisk setup og formåede..?
Hans evne til at ændre kampe ved pause…?
Hans evne til at motivere…?
Hans mandskabsbehandling og håndtering….?
Hans evner til at fokusflytte og vrøvle på pressemøder…?
Tja EtH er endnu en hollandsk manager i Premier League der ikke forstå den liga og de modstandere der spiller i ligaen…
Så hvorfor vente på det går grueligt galt…?
Det vil selvfølgelig ikke se godt ud for den nye sportslige ledelse at man vælger at fyre EtH nu når man lige har udløst en 1 årige option på Hans kontrakt.
Men vil det se bedre ud at lade manden fuldføre endnu en katastrofal sæson uden at reagere…?
INEOS håbede på at man ved at styrke og tilknytte bl.a Nistelroy til trænerstaben at det ville hjælpe…
Det har det øjensynlig ikke gjort, det har den milliard EtH har fået spillere ind for heller ikke…endnu ihvertfald.
Stop nu, vi er til grin….og vi bliver bare endnu mere til grin hvis EtH får lov at gå planken ud…