Erik ten Hag har fortalt, at han for nylig blev opsøgt af Uniteds ledelse under sin ferie på Ibiza.
Og med ét gik han fra at være fyringstruet til nu at være i dialog om en ny kontrakt som United-manager.
Ifølge James Ducker fra The Telegraph er der dog fem væsentlige områder, der adskiller parterne i deres forventninger til hinanden.
1. Kontraktlængden
Kontraktlængden er første punkt. Ineos vil angiveligt tilbyde ét år oveni, mens Erik ten Hag ønsker at få mindst to år lagt til sin nuværende kontrakt, der udløber næste sommer.
Dette kan også være et punkt, der er vigtigt i forhold til at genopbygge tilliden mellem parterne. Erik ten Hag har i hvert fald bekræftet rygterne om, at United har holdt samtaler med andre kandidater om hans job.
2. Kontrol over transfers
Erik ten Hag har indtil nu haft stor indflydelse over nye spillere, men hans forgæves jagt på Frenkie de Jong og alt for dyre køb af Antony har ikke overbevist den nye ledelse. Derfor vil de nu fratage ham noget af det ansvar.
Erik ten Hag har indtil nu haft en veto-ret, hvis Uniteds scouts har anbefalet en spiller, han ikke vil have. Men Ineos vil nu have et rekrutteringshold til at stå for spillerindkøb.
3. Cheftræner frem for manager
Ineos meldes at være fortaler for et system, hvor man har en cheftræner med et stærkt bagland frem for at have en manager.
Erik ten Hag synes dog at være tilfreds med sin nuværende rolle, selvom rollen som cheftræner måske minder mere om den rolle, han havde i Ajax med Marc Overmars og Edwin van der Sar bag sig.
Det er ikke sikkert, at cheftræner-rollen bliver iværksat i det nye kontrakttilbud, men hvis det gør, kan det måske blive en forhindring for ten Hag.
4. Spillestilen
Jason Wilcox pressede angiveligt igennem, at United skulle spille mere kompakt i sæsonens sidste kampe. Heriblandt i FA Cup-finalen, hvor Bruno Fernandes spillede som falsk 9’er med Rasmus Højlund på bænken.
Erik ten Hag skal altså acceptere, at Wilcox på den måde kan gøre sin indflydelse gældende i forhold til selve spillestilen.
Flere medier melder dog, at Erik ten Hag netop indordnede sig United-ledelsen på Wembley, og at de dermed godt kan stole på ham.
5. Trænerstaben
Angrebstræner Benni McCarthys kontrakt løber ud, og Darren Fletchers rolle synes uafklaret. Dødboldstræner Eric Ramsay forlod klubben i februar, men er ikke erstattet.
Det efterlader Erik ten Hag med sine trofaste hjælpere Mitchell van der Gaag og Steve McLaren.
United-ledelsen ønsker angiveligt indflydelse på, hvem der skal støtte Erik ten Hag fremover. Det meldes, at ten Hag vil være åben for forslag, men det kan blive en udfordring, hvis han føler sig påtvunget en assistent af Uniteds ledelse.
Ifølge Fabrizio Romano er en forlængelse dog kun et spørgsmål om tid. Tiden vil vise, hvem der får ret.
Mest interessante punkt er min optik nr 4….hmm 🤔
Men alt dette kunne være undgået med et farvel til EtH, tavlen kunne være vasket ren og man kunne have fået ledelsens krav implementeret fra start.
Nu er EtH tilsyneladende tilvalgt og så må man jo i fællesskab finde en balance.
Er dog stadig lunken overfor en forlængelse på nuværende tidspunkt, vent nu lidt og se udviklingen på den korte bane an først.
GGMU