Den tidligere United-forsvarer Paul Parker har tidligere været ude med hård kritik af holdets franske midtbanestjerne. Dengang sagde han, at Pogbas behov for hele tiden at skifte frisurer havde gjort ham til en joke.
Nu er Parker igen ude med kritik af franskmanden, som ifølge ham ikke er i nærheden af naboklubbens Kevin de Bruyne.
– Niveauforskellen mellem Pogba og de Bruyne kan vise sig i et hul på 19 point lørdag aften, siger han til 888Sport.
– Vi taler om potentiale mod klasse. Der er gode spillere, men for at blive en stor spiller, er man nødt til at levere hver uge, og det gør de Bruyne.
Kevin de Bruyne er 26 år, mens Paul Pogba er 25.
Pogba skal prioritere fodbolden
Det er dog ikke lutter kritik, som Paul Parker retter mod Paul Pogba. Han har også nogle råd med til franskmanden.
– Kan Pogba blive den spiller, han gerne vil være? Det kan han, men hans prioritet bliver nødt til at være fodbold. Det skal skille sig mere ud end hans hår, siger Parker.
– Alle ved, at han kan gøre det, fordi alle så ham i Juventus. Han var fantastisk i den spillestil, og spillerne omkring hjalp ham. Så han har brug for hjælp, og hans førsteprioritet, når han bliver spurgt, hvad han gerne vil være, og han svarer, at han vil være holdets bedste spiller, skal være at sige “så glem frisøren lidt”.
Paul Parker spillede 105 kampe for Manchester United fra 1991 til 1996. Han fik også 19 landskampe for England.