Transferoverblik: Nu skal midtbanekabalen gå op

Med to transfers officielle i forsvaret og i angrebskæden, er det nu midtbanen, der skal adresseres. Men hvordan kommer den til at se ud i kommende sæson? Det bliver du måske lidt klogere på i nedenstående transferoverblik.

Sandsynligt, at Pogba forlænger

Det er nok de færreste af os, der rent faktisk troede, at Paul Pogba ville forlænge med Manchester United, men skal man tro transferguru Fabrizio Romano (hvilket man skal), er grunden til, at franskmanden ikke allerede er på vej væk, at Manchester United har givet ham et nyt kontraktudspil.

Fornemmelsen i og omkring klubben er, at man forventer, at Paul Pogba vil acceptere dette udspil. Andre medier fortæller, at Pogba elsker Manchester United og vil gerne blive i klubben, samtidig med, at han heller ikke vil have noget imod at tage til PSG. Problemet er bare, at den franske klub skal sælge, før de kan købe.

Hvad der præcist sker med vores franske midtbanemand, bliver vi nok meget klogere på i løbet af de næste par uger. Lige nu er han i hvert fald returneret fra ferie og er i gang med opstarten med sine holdkammerater.

En ny midtbanemand?

The Athletic skriver, at Ole Gunnar Solskjær har tænkt sig at vende midtbanen om i denne sæson, så Manchester United kommer til at spille med én 6’er, fremfor to. Samtidig skulle man ikke være tilfreds nok med de defensive midtbanespillere i klubben til, at man stoler på, at de kan tage den ene 6’er-position, så derfor er Manchester United på markedet efter dem.

Her er tale om Saúl Ñigúez, Ruben Neves og Eduardo Camavinga. Lad os tage dem en for en.

Mirror skrev for et par dage siden, at Manchester United var favoritter til at sikre sig Atletico Madrids Saúl Ñigúez’ signatur. Samtidig fortæller Fabrizio Romano, at Manchester United har været kontakt med hans agent, og ser Saúl som “en af de største muligheder på markedet”. Han forventes at kunne fås for omkring 40 millioner pund.

Samtidig sværmer rygterne om Ruben Neves, som også er en mulighed for Manchester United. Ifølge ESPN har Manchester United allerede været i kontakt med ham, men er bange for det høje prisskilt, han kan have, da han spiller i en konkurrerende Premier League-klub.

Sidst, men ikke mindst, er der Eduardo Camavinga. Ham ser Manchester United som den perfekte mand til midtbanen, men problemet er, at han angiveligt foretrækker et skifte til Spanien eller PSG. Dog er de konkurrerende klubber i pengeproblemer, og da Camavinga kun har et år tilbage af sin kontrakt, er Rennes nødt til at sælge denne sommer.

Alt i alt er det nok Saúl, der er mest realistisk af disse spillere, men hold øje med Camavinga-handlen, hvis ikke PSG og de spanske giganter får rykket på sig. Camavinga er nødt til at skifte i dette vindue. Declan Rice anses som urealistisk, da hans prisskilt ligger i nærheden af 100 millioner pund.

Unge United-spillere er på vej på lån

Flere Premier League-klubber står i kø for at leje Axel Tuanzebe, der nu er kommet i klemme efter Varane-transferen. Newcastle har tidligere været der, men nu ligner det, at det er Aston Villa, der havde ham på lån for et par år siden, der er forrest i køen. Det fortæller Sky.

Samtidig ligner det også, at Brandon Williams langt om længe får opfyldt sit ønske om et udlån. Det er ingen hemmelighed, at Southampton længe gerne har villet have ham, men nu er Norwich også klar til at tilbyde den unge back et lejeophold.

Sidst, men ikke mindst, fortæller lokale walisiske medier, at Ethan Laird kan være på vej til Swansea på en lejeaftale efter et succesfuldt lejeophold i MK Dons. Laird kunne godt tænke sig at prøve sig af på en lidt højere hylde, og her skulle Swansea være relevante.

Info: Rygter, der i artiklen ikke er noteret med kilder, er baseret på Fabrizio Romanos kommentarer om de enkelte spillere og emner i løbet af de seneste par dage.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Mirror: United fører an i kampen om Saúl

Næste artikel

Pellistri udlejes til Alavés på ny

ANNONCE