Foto: Albert Cooper/Mirrorpix via Getty Images
Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.
I alt er der i skrivende stund tale om 258 spillere, der har taget springet fra akademiet til debut på førsteholdet i United. Inklusive de seneste; Shea Lacey, Bendito Mantato og Fletcher-tvillingerne.
For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:
- Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
- Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
- Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau
I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.
Nummer 107: Mark Hughes
Leslie Mark Hughes kom til Manchester United som 14-årig og var som 18-årig med til at spille klubben i sin første FA Youth Cup-finale, siden man vandt turneringen 18 år tidligere med blandt andre George Best på holdet.
Denne gang tabte de dog, men først efter forlænget spilletid. Watford havde vundet det første opgør 3-2 på Old Trafford, før Mark Hughes ti dage senere scorede to mål på Vicarage Road og sikrede en 3-2 sejr og forlænget spilletid.
Her var det dog hjemmeholdet, der trak det længste strå, selvom Norman Whiteside også fik scoret undervejs.
Vi spoler nu tiden to år frem. United skulle spille mod FC Barcelona i kvartfinalen af Europa Cup for Pokalvindere.
Mark Hughes havde på det tidspunkt kun præsteret fire førsteholdskampe, heraf to i den lille pokalturnering, League Cup, hvor han også havde scoret sit eneste mål. Alligevel startede han inde mod Diego Maradona og co.
United tabte godt nok 2-0, men kampen blev alligevel et startskud til regelmæssig spilletid for waliseren.
Tre dage senere scorede han sit første ligamål i en sejr på 2-0 mod Leicester City, og han blev brugt som indskifter i de følgende to kampe, hvor United vandt 4-0 over Arsenal og 3-0 over Barcelona i et flot comeback efter nederlaget på Camp Nou.
Dermed skulle United møde Juventus i semifinalen, mens de med sejren over Arsenal klatrede op på førstepladsen i ligaen.
Mark Hughes endte sæsonen med fem mål i 17 kampe, heraf syv som indskifter. Hans gennembrud kom dog samtidig med et lille kollaps for Ron Atkinsons tropper.
Mod Juventus var de godt med og tabte først efter et mål af Ballon d’Or-vinderen Paolo Rossi i det 89. minut. Men i ligaen bød de sidste ti kampe på to sejre, fire uafgjorte og fire nederlag, og så endte man kun som nummer fire i hans debutsæson 1983/84.
FA Cup-triumf og nyt uforløst titelræs
Den næste sæson begyndte med fire uafgjorte i træk, og herfra halsede United efter de bedste og endte igen som nummer fire. Hughes fik dog bidt sig fast på holdet med 55 kampe og 24 mål. Det var antal, han aldrig nåede op på igen.
Efter et nederlag i UEFA Cup-kvartfinalen mod ungarske Videoton var FA Cup deres sidste mulighed for succes. Her fik de 2-2 i semifinalen mod Liverpool, men kom bagud på et selvmål af Paul McGrath i omkampen på Maine Road.
Anfører Bryan Robson udlignede kort efter pausen, og Mark Hughes scorede sejrsmålet til 2-1 efter en time.
Finalen var mod Everton, som havde vundet FA Cup året før og vandt både ligaen og Europa Cup for Pokalvindere i 1984/85. De kunne derfor vinde en treble med en sejr over United på Wembley.
Sådan gik det dog ikke, selvom United blev reduceret til ti mand efter udvisningen af Kevin Moran. United vandt 1-0 efter et mål i den forlængede spilletid af Norman Whiteside.
Den efterfølgende sæson fik United en næsten perfekt sæsonstart med 13 sejre og to uafgjorte i sæsonens første 15 ligakampe. Herfra gik United dog i stå og vandt kun ni af de resterende 27 kampe, så en førsteplads i februar blev vekslet til en fjerdeplads i maj. For tredje sæson i træk.
Sæsonen endte med, at Mark Hughes blev solgt til FC Barcelona for to millioner pund. Terry Venables havde lige ført den catalanske klub til sin første europæiske finale siden 1961 og tilføjede nu Gary Lineker og Mark Hughes til sin trup.
Det var dog kun førstnævnte, der blev en succes, og Hughes blev udlejet til Bayern München efter et år. Her huskes han nok bedst for at have lavet en “Søren Lerby” ved at spille to kampe på samme dag.
Det skete under kvalifikationen til EM i 1988, hvor han i øvrigt også var matchvinder i Wales’ 1-0 sejr hjemme over Danmark.
Den 11. november 1987 tabte de 2-0 til Tjekkoslovakiet i Prag, og herfra hastede han til München og blev skiftet ind i en pokalkamp mod Borussia Mönchengladbach.
Retur til United under Alex Ferguson
Samtidig med at han ikke fik sit gennembrud i Barcelona, blev Ron Atkinson afløst af Aberdeens succestræner, Alex Ferguson, på Old Trafford.
Efter en 11. plads i den første sæson blev United nummer to i den efterfølgende, og så blev Hughes hentet retur til United for 1,8 millioner pund, hvilket var ny klubrekord.
Hans ankomst hjalp dog ikke United til en bedre placering lige med det samme. De spillede ni af de første 14 kampe uafgjort og havde en periode på ni kampe uden sejr i løbet af efteråret.
Efter jul vandt de seks ud af syv kampe og lå pludselig nummer tre, men derfra fik de kun tre sejre i de sidste 14 kampe og endte som nummer 11.
På trods af de dårlige resultater blev han alligevel kåret som PFA Player of the Season som den første United-spiller nogensinde.
Året efter gik det endnu værre for United med en 13. plads, men det gik bedre i FA Cup, hvor Mark Robins scorede det meget omtalte mål, der sendte United i finalen efter semifinalens omkamp mod Oldham Athletic.
I finalen mod Crystal Palace, hvis manager var den tidligere United-spiller Steve Coppell, bragte Hughes sit hold foran 2-1, inden indskiftede Ian Wright vendte kampen på hovedet med to mål, det sidste i overtiden.
Hughes gjorde dog den kommende Arsenal-spiller kunsten efter og udlignede i det 113. minut (foto). Dermed sikrede han United en omkamp, som blev vundet 1-0. Hughes’ andet FA Cup-trofæ.
Året efter blev United nummer seks i ligaen, og Hughes blev igen kåret som Premier Leagues bedste spiller. Dermed var han den første til at vinde kåringen to gange, hvilket kun Alan Shearer, Thierry Henry, Cristiano Ronaldo, Gareth Bale, Kevin De Bruyne og Mohamed Salah har gjort siden.
De var også i to finaler i den sæson. Først tabte de 1-0 i League Cup-finalen til Sheffield Wednesday, hvis manager var ingen ringere end den tidligere United-chef Ron Atkinson.
Dernæst mødte de Hughes’ tidligere klub, FC Barcelona, i Europa Cup for Pokalvindere. Her blev Hughes dobbelt målscorer i en sejr på 2-1 mod Johan Cruyff, Michael Laudrup og co.
De første mesterskaber
Sæsonen efter skulle United have vundet sit første mesterskab i 25 år og førte ligaen i april 1992, hvor de også vandt League Cup for første gang nogensinde med en 1-0 sejr over Nottingham Forest i finalen.
Herfra fik de dog gummiben og tabte tre ligakampe i streg. Først mod netop Nottingham Forest, og dernæst mod West Ham og Liverpool, mens Leeds og en vis Eric Cantona overhalede indenom og vandt titlen.
Den næste sæson begyndte med to nederlag i træk og kun fem sejre på tværs af de første 15 kampe, så United i november kun var på 10. pladsen.
Her blev Cantona hentet til Old Trafford og truede umiddelbart det faste makkerpar i angrebet bestående af Mark Hughes og Brian McClair.
Sidstnævnte var dog alsidig og kunne lige så godt spille på midtbanen, så Hughes kunne bare fortsætte som hidtil, blot med en ny makker i front.
Herfra tabte United kun to ligakampe, ude mod Ipswich Town og Oldham Athletic, mens de åd sig ind på førerholdet Aston Villa og den tidligere United-manager Ron Atkinson.
United tog førstepladsen med et vildt comeback mod Sheffield Wednesday i april, hvor Steve Bruce scorede to gange i slutminutterne, og med lutter sejre i sæsonens sidste syv ligakampe vandt de den første Premier League-sæson med ti points ned til nummer to.
Året efter lagde United sig på førstepladsen med en sejr over Aston Villa i fjerde runde, og herfra holdt de føringen, til sæsonen var forbi.
Her vandt klubben også sin første double nogensinde med en sejr på 4-0 over Chelsea i FA Cup-finalen. Efter 0-0 ved pausen scorede Cantona to gange på straffespark, før Mark Hughes og Brian McClair også kom på tavlen.
Faktisk kunne det også være blevet til en såkaldt ‘domestic treble’, hvis de havde slået Aston Villa i League Cup-finalen. Her scorede Mark Hughes undervejs, men det var ikke nok for United, der tabte 3-1.
– Man vinder ikke med børn
Januar 1995 var bemærkelsesværdig for Mark Hughes. Først hentede klubben Andy Cole fra Newcastle, som samme sæson havde slået United ud af League Cup.
Dermed syntes Mark Hughes’ dage at være talte i United, men en lang karantæne til Eric Cantona for sit spark mod Crystal Palace-tilhængeren Matthew Simmons gjorde, at der nu stadig var brug for waliseren.
Det blev dog kun til en tredjeplads i Champions League-gruppespillet efter IFK Göteborg og FC Barcelona, og i ligaen blev man overhalet af storsatsende Blackburn Rovers, der var blevet nummer to året før.
United kunne dog have vundet for tredje sæson i træk, hvis de bare havde formået at besejre West Ham i sidste spillerunde.
FA Cup-finalen var nu sidste mulighed for et trofæ, men her tabte de 1-0 til Everton i Mark Hughes’ sidste kamp for klubben. Ti år efter han havde været med til at vinde finalen over dem med de samme cifre. Han spillede i alt 467 United-kampe med 163 mål til følge.
I sommeren 1995 forlod han klubben sammen med to andre bærende profiler i form af Paul Ince og Andrei Kanchelskis efter klubbens første trofæløse sæson i seks år.
Det mest bemærkelsesværdige ved deres afsked var, at United ikke hentede en eneste etableret erstatning den sommer. I stedet skulle hullet udfyldes af de akademispillere, der havde debuteret i løbet af de forgangne sæsoner. Den såkaldte Class of 92.
Det fik også Liverpools tidligere forsvarsspiller, Alan Hansen, til at udtale nogle berømte ord i forbindelse med en udsendelse i begyndelsen af 1995/96-sæsonen.
– Man vinder ikke med børn, sagde han. United fik dog Cantona tilbage fra karantæne og slog Newcastle i december som led i, at de indhentede et forspring på 12 points og endte med at vinde endnu en titel.
Derfor kan man ikke rigtigt anfægte beslutningen om at sende den gamle garde videre og give plads til de yngre kræfter, hvor tre af spillerne også er i top fem i forhold til at have spillet flest United-kampe nogensinde.
Mark Hughes forlod i øvrigt også United som den sidste spiller, der havde været i klubben før Ferguson.
Efter Manchester United
Ud over United og hans 72 landskampe og 16 mål for Wales, spillede Mark Hughes også for flere andre klubber i England.
Han begyndte i Chelsea, med hvem han vandt FA Cup i 1997 og dermed er den eneste spiller, som vandt turneringen fire gange i det 20. århundrede. Han blev også årets spiller i Chelsea i den sæson.
Året efter vandt de League Cup med en finalesejr over Middlesbrough, efter Hughes havde scoret i begge semifinalekampe mod Arsenal.
Samme sæson vandt de også Europa Cup for Pokalvindere med en finalesejr over Stuttgart. Den kamp måtte Hughes dog se fra bænken, hvorfra Gianfranco Zola blev skiftet ind og scorede kampens eneste mål.
Kort efter skiftede han til Southampton, hvor han hovedsageligt spillede på midtbanen og i 1998/99 satte ny Premier League-rekord ved at få 14 gule kort på en sæson. Det har seks spillere siden gjort efter, blandt andre Robbie Savage, Lee Cattermole og João Palhinha.
Hughes forlod dem, da Glenn Hoddle kom til og ikke så waliserens vej. Herefter havde waliseren et kort ophold i Everton, inden han sluttede i Blackburn Rovers, med hvem han var med til at vinde League Cup i 2002.
Blackburn var oprykkere i Premier League i den sæson, men vandt alligevel turneringen med en sejr på 2-1 i finalen mod Tottenham, der pudsigt nok blev trænet af Glenn Hoddle.
Mark Hughes var i øvrigt ikke den eneste tidligere United-spiller på Graeme Souness’ hold, hvor Henning Berg var anfører, mens Andy Cole spillede oppe foran og blev matchvinder i finalen.
Hughes stoppede karrieren samme sommer, 38 år gammel. Hans sidste mål gjorde ham til den dengang næstældste målscorer i Premier League efter Stuart Pearce.
Trænerkarriere
Mark Hughes debuterede som træner allerede i 1999, hvor Wales tabte på Anfield mod Danmark, som vandt 2-0 efter to sene mål af Jon Dahl Tomasson og Stig Tøfting. Det var i øvrigt Jon Dahl Tomassons første landskampsmål.
Hughes spillede selv kampen, mens han delte træneransvaret med Neville Southall. Det blev dog hans sidste landskamp som spiller, mens han efterfølgende var landstræner frem til 2004, hvor han altså stadig var aktiv spiller på klubplan de første tre år.
Herefter gik turen til hans tidligere klub, Blackburn Rovers, hvor han var i fire sæsoner og blev kåret som månedens manager i Premier League i oktober 2007.
I juni 2008 havde Manchester City fyret Sven-Göran Eriksson, og de købte Hughes fri fra Blackburn. Tre måneder senere blev Manchester-klubben opkøbt af Abu Dhabi United Investment Group, som i december 2009 erstattede ham med Roberto Mancini.
Herfra fortsatte han i Fulham, QPR og Stoke City, som han stod i spidsen for i 200 kampe, 11 mere end han nåede i Blackburn. Dernæst fulgte en anden af hans tidligere klubber, Southampton, inden han havde ophold i Bradford City og Carlisle United frem til maj 2026.
Mark Hughes er i skrivende stund 62 år og bliver 63 den 1. november 2026. Det er derfor ikke givet, at Carlisle United bliver hans sidste job.
I skrivende stund er han dog én af de mest erfarne managere i Premier Leagues historie. Med 465 kampe er der i skrivende stund kun seks, der har stået i spidsen for flere kampe end ham.
Her er der tale om Arsene Wenger (825), Sir Alex Ferguson (810), Harry Redknapp (643), Sam Allardyce (542), Steve Bruce (476) og Fergusons tidligere efterfølger, David Moyes, som har tredjeflest med 759, men stadig er aktiv og kan nå mange flere.
Sidst, men ikke mindst, så er han kendt som Sparky, et navn han har taget fra en tegneserie af samme navn.
Artiklen er 66. del af serien “Jagten på nummer 259”
Serien indeholder også:
Nr. 106 – Alan Davies
Nr. 105 – Norman Whiteside
Nr. 104 – Scott McGarvey
Nr. 103 – Mick Duxbury
Nr. 102 – Andy Ritchie
Nr. 99 – Steve Paterson
Nr. 95 – Jimmy Nicholl
Nr. 94 – David McCreery
Nr. 93 – Arthur Albiston
Nr. 92 – Paul Bielby
Nr. 90 – Brian Greenhoff
Nr. 86 – Sammy McIlroy
Nr. 85 – Tommy O’Neil
Nr. 82 – Tony Young
Nr. 81 – Paul Edwards
Nr. 80 – Don Givens
Nr. 79 – Steve James
Nr. 78 – Carlo Sartori
Nr. 77 – Jimmy Rimmer
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley