U19: United topper gruppe H efter sejr over Juventus

Nicky Butts mandskab tog tredje sejr på stribe, da Juventus blev sendt hjem med 1-4 i bagagen.

Der var lagt op til topkamp på Leigh Sports Village, da Juventus tirsdag kom på besøg hos Manchester United i UEFA Youth League, der svarer til Champions League for U19-hold. Begge mandskaber havde sejre med sig fra de første to runder mod Young Boys og Valencia, så det var ventet, at United ville komme på prøve.

Det så imidlertid ikke sådan ud i store dele af kampen, hvor akademichef Nicky Butts hold førte taktstokken og hele tiden viste sig klart farligst på den sidste tredjedel af banen. Juventus’ chancer kom oftest fra omstillinger, men vågent spil i målet af den normale U23-målmand Matej Kovar gjorde, at italienerne aldrig fik udbytte af de muligheder. 

Det gjorde englænderne til gengæld. da Joshua Bohui efter otte minutter tog et indlæg fra Ethan Laird ned med brystet og sparkede den ind bag Juventus-målmanden til 1-0. Det satte gang i en lang periode med hårdt pres fra United-spillerne, som kastede en del muligheder af sig. En af dem blev udnyttet efter 33 minutter, da den kontrollerende midtbanespiller James Garner, opsnappede en Juventus-aflevering og hurtigt sendte bolden i dybden til Mason Greenwood. 2-0.

Kort før pausen fik Juventus’ Caviglia skubbet en ripost ind bag Matej Kovar i United-målet, og dermed så kampen ud til at gå til pause i noget mere tæt stand end spil og chancer havde antydet. Sådan skulle det bare ikke gå, for der var alligevel tid til, at James Garner kunne sparke et fladt indlæg i mål til 3-1.

Anden halvleg begyndte med, at Juventus’ Fonseca blev vist ud efter noget skubberi med Bohui, der selv modtog en advarsel. Og det var som om, at det røde kort punkterede kampen og fik United til at gå ned i tempo. Der blev alligevel plads til en sidste scoring, da indskiftede Dylan Levitt modtog et indlæg fra Mellor, som definitivt lukkede kampen efter 77 minutter.

United er med ni point for tre kampe så godt som sikre på at gå videre fra gruppe H. I samme ombæring spillede Young Boys og Valencia uafgjort, hvilket efterlader dem med et point hver og hele otte op til de røde djævle på duksepladsen. 

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Mourinho mener, at United er et niveau under eliten

Næste artikel

Podcast: Kontraktudløb - Kulturbærere eller dødvægt?

ANNONCE