U21: Lingard sikrer sejren

Et glimrende mål af Jesse Lingard kort før pausen sikrede u21-holdet sejren hjemme mod Sunderland.

Et enkelt mål var nok til at snuppe sejren for u21-holdet, der her til aften hjemme mødte Sunderland. Jesse Lingard scorede kort før pausen, da han snuppede bolden på kanten af feltet, og på fornem vis sendte bolden op i krogen.

United kunne og burde have scoret flere mål end det ene, men der blev brændt for meget foran kassen. Blandt andet ramte Davide Petrucci stolpen, mens James Wilson ramte overliggeren.

Kampen igennem var United det bedste hold, og viste til tider glimrende spil. Det var positivt, da det ellers har svinget en del på det seneste, efter der i januar blev sendt en håndfuld normale u21-spillere afsted på udlån.

Ben Pearson, Joe Rothwell og Saidy Janko var nogle af banens absolut bedste i dagens opgør. Janko gjorde hvad han ville på højrekanten, hvor han flere gange viste godt samspil med Guillermo Varela på højrebacken. Samtidig sad Rothwell og Pearson fint på den centrale midtbane, både offensivt og defensivt.

Næste kamp for u21-holdet er først den 10.marts, når Warren Joyce og co skal en tur til Wolverhampton. United har pt 25 point efter 14 kampe, og ligger nummer syv. Fulham fører med seks point mere end United, men har dog også spillet en kamp mere end Uniteds reserver.

United u21 1-0 Sunderland u21: Joel Pereira; Guillermo Varela, Reece James, Michael Keane, Tyler Blackett; Saidy Janko (73′ James Wilson), Joe Rothwell, Ben Pearson, Andreas Pereira (82′ Louis Rowley), Jesse Lingard; Davide Petrucci.

Ubenyttede reserver: Pierluigi Gollini, Patrick McNair, Jack Rudge.

 

Forrige artikel

250 kampe i det fineste selskab

Næste artikel

Jones og Evans bliver ikke klar til Olympiakos

ANNONCE