U23: Sejr over PSG sender United videre i PL International Cup

En stærk første halvleg sikrede Uniteds reserver en 3-0-sejr over Paris SG. Resultatet sender holdet videre i turneringen. Se blandt andet McTominays flotte mål i bunden af artiklen.

Efter to uafgjorte resultater mod Derby og PSV kunne Manchester Uniteds U23-hold fredag spille sig videre i Premier League International Cup ved hjælp af en sejr over franske PSG. Sejren skulle dog være på minimum tre overskydende mål for at blive nummer et i puljen og dermed gå videre til knockout-fasen.

Kampen begyndte aldeles fremragende for Ricky Sbragias mandskab, der i dagens anledning havde fået Scott McTominay med i truppen. Og den unge skotte gjorde en forskel fra starten, da han med en flot aktion i det parisiske felt satte sin oppasser af og afsluttede sikkert forbi målmanden til 1-0 efter mindre end to minutter. 

Inden der var gået 20 minutter, havde Tahith Chong også bidraget til Uniteds chancer for at gå videre hele to gange. Første efter seks minutter, da han med et fint løb i dybden kom fri af forsvaret og fra en halvskarp vinkel sendte bolden mellem målmandens ben, og dernæst efter 17 minutter, hvor franskmændenes målmand ikke kunne klare en ellers halvsløj afslutning fra Chong. 

Dermed stod det altså 3-0, og United så ud til at gå videre på imponerende vis. Men herefter var det, som om tempoet forsvandt en smule ud af kampen, og PSG kom også frem til et par god muligheder. 

I sidste ende holdt resultatet dog hjem, og United overhaler Derby på bedre målscore og vinder gruppen. Der er endnu ikke trukket lod til kvartfinalerne, og en enkelt pulje mangler fortsat at blive afgjort. I den kan både Brighton og Bayern München nå at slutte som nummer et. Derudover er Southampton, Dinamo Zagreb (bedste 2’er), Reading, Leicester (næstbedste 2’er), Tottenham og Villareal gået videre fra gruppespillet.

Forrige artikel

U18: United-sejr efter flot comeback mod Liverpool

Næste artikel

Podcast - dagen derpå: Første pointtab, farvel til Fellaini? Og optakt til Leicester

ANNONCE