Manchester Uniteds u23-hold annoncerede i juli måned den tidligere akademispiller Neil Wood som ny manager. Hvis navnet ikke ringer en klokke kan der være en grund, Woods karriere gik nemlig i stå inden den rigtig kom på benene.
Han var kaptajn for Uniteds reservehold fra 2002-2004 og var oppe at snuse til førsteholdet. Han nåede så langt som at få et trøjenummer og var kørt i stilling til at få debut, inden to uheldige skader (blodprop og kraniebrud) satte en stopper for hans karriere som 22-årig.
Nu er han manager for u23, holdet han aldrig som spiller nåede at springe videre fra, og hans erfaring med at være så tæt på at nå sin drøm kan vise sig brugbar for de nuværende unge spillere – nogle klarer cuttet og nogle gør ikke – her er en manager der kender begge sider af sagen fra sin egen tid som ungdomsspiller.
I denne sæson skulle Wood så tage over hvor Ricky Sbragia slap, og hans tropper har fået en forrygende start på sæsonen. Inden gårsdagens kamp mod Aston Villa var u23 ubesejrede i Premier League 2 med fire clean sheets i fem kampe – og en positiv målscore på 14-2.
Sæsonens store stjerne har utvivlsomt været James Garner der scorede fire mål i sine første tre kampe. Flere af dem flotte langskudsmål og sene løb ind i boksen ala Lampard. Han har bestemt gjort sit for at sørge for at Solskjær har ham i øjenkrogen.
Derudover har der overvejende været ros til Brandon Williams på venstreback som ser energisk ud. Dylan Levitt på midtbanen og Largie Ramazani og Anthony Elanga på kanterne har også fået pæne ord med på vejen over deres sæsonbegyndelser.
Men i går aftes satte Aston Villa en stopper for de flotte resultater. Dette kan til dels tilskrives en start-11’er uden mange af holdets bærende kræfter som Garner, Chong, Levitt, Gomes, Williams og Laird.
Kampen startede stille og roligt uden nævneværdige aktioner, måske på grund af kraftig regn både op til og under kampen. Men efter tyve minutters spilletid sparkede Aston Villas Indiana Vassilev et krøllet skud ind bag Matej Kovar i United-målet.
Kort efter havde Anthony Elanga et skud der gik snert forbi stolpen tæt ved græsset. Men kampens definerende moment kom få minutter senere, da Di’Shon Bernard fik rødt kort for et professionelt frispark der røvede en Villa-spiller for en åbenlys målchance i målfeltet. En let beslutning for dommeren, der både giver rødt kort og straffespark – et spark som Villas Tyreik Wright sparkede sikkert ind.
Med et kvarter tilbage af første halvleg havde Uniteds tropper ryggen mod muren, men trods en defensiv indskiftning da Will Fish kom på, lukkede de yderligere to mål ind inden halvleg, begge scoret af en velspillende Jacob Ramsey.
Ved anden halvlegs start lignede det en kamp der allerede var tabt. Men Neil Wood og sin trænerstab kan bryste sig med at holdet ikke lagde sig ned i anden halvleg. Faktisk var de det bedre hold, og fik også reduceret da Aliou Traore bragede et glimrende langskud ind fra godt 25 meters afstand. Svenskeren Anthony Elanga var senere i halvlegen tæt på at pynte yderligere med et skud der gik i sidenettet.
U23-holdet måtte altså forlade Birmingham med sit første nederlag i sæsonen, i en kamp hvor det var tydeligt at flere af holdets rutinerede kræfter var fraværende. Der var dog et opløftende moment i det 60. minut hvor nyerhvervede Hannibal Mejbri på 16 år blev skiftet ind efter blot at have optrådt for u18-holdet en enkelt gang. Han gjorde det godt i sin halve time på banen og har givet Neil Wood lidt at tænke over til sin næste trupudtagelse.
Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.