Optimistisk Woodward har tiltro til Solskjær

På trods af Manchester Uniteds svingende resultater i starten af denne sæson står direktør Edward Woodward bag manager Ole Gunnar Solskjær og understreger, at klubben ikke lader sig distrahere af dårlige resultater på den korte bane.

Manchester United har fået en skidt start på sæsonen og har efter nederlaget til West Ham blot otte point efter seks kampe i denne sæson. Det har pustet til kritikken af klubbens ledelse, der ofte er blevet klandret for at være mere interesseret i kommerciel succes end succes på banen. Direktør Edward Woodward siger dog, at det ikke er tilfældet.

– Vi og vores voksende globale fanskare forlanger succes. Succes betyder at vinde trofæer. Det mål har aldrig ændret sig for Manchester United, siger Woodward ifølge The Guardian.

– Det fremskridt, som vi har gjort på forretningssiden, danner grundlag for investering i fodboldsiden. Meget af fremskridtet i investeringer i akademiet, i rekrutteringsafdelingen og træningsfaciliteterne sker bag kulisserne og er derfor ikke umiddelbart synligt for udefrastående. 

Woodward understreger desuden, at han tror på, at manager Ole Gunnar Solskjær får succes på sigt. 

– De investeringer og tilliden, som vi viste til Ole (Gunnar Solskjær, red.) og hans stab i marts, har givet os et fundament til at få succes. Mens vi er overbevist om, at investeringen vil levere resultater, er det vigtigt, at vi er tålmodige med Ole og hans stab, mens de bygger for fremtiden. Vi fortsætter med at fokusere på den langsigtede strategi og bliver ikke distraherede på kort sigt. Vi er optimistiske for fremtiden, fastslår Woodward.

Solskjær tiltrådte i Jose Mourinhos sted i december på midlertidig basis og fik efterfølgende en permanent aftale. Siden den permanente aftale blev underskrevet, har præstationerne dog været langt fra imponerende. 

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

U23: Urutineret trup nedlagt på en halvleg

Næste artikel

Optakt: Rochdale AFC

ANNONCE