Ubekymret Rangnick ser fremgang i spillet

Ralf Rangnick ser ikke bekymrende tendenser i Uniteds spil, glæder sig til Guardiola-duel, og afslører returen for en angriber på dagens pressemøde.

Kritikken over Manchester United hagler – som altid – ned, og med det seneste resultat på 0-0 hjemme mod Watford, er dén ikke blevet ringere. Trods det, er United-træner Ralf Rangnick ikke bekymret for spillet.

– I de seneste 10-11 kampe har vi skabt mange chancer. Vi scorede fire mål mod Leeds og burde også have lavet op til tre mod Watford. Havde vi ikke kunnet skabe chancer, havde jeg været bekymret. Derudover ser vi også mere kompakte ud, sagde Rangnick på dagens pressemøde.

El Matadors comeback

Edinson Cavani har misset to tredjedele af alle Manchester Uniteds kampe i denne sæson – af mange forskellige årsager – men uruguayaneren ser ud til at være tilbage til weekendens kamp, fortæller Rangnick.

– Det ser godt ud med ham. Han er tilbage i træning og kan være med søndag, alt efter hvordan han ser ud på dagen, men det burde kunne lade sig gøre.

Citys spillestil

Den næste test er så en af de større, man i øjeblikket kan få, nemlig på Etihad Stadium mod Manchester City. Et hold, Rangnick respekterer dybt.

– Vi ved, de er et af de bedste hold i verden. Det har de udviklet sig til under en af de allerbedste i Pep Guardiola. For os handler det om at kontrollere kampen, og ikke lade dem spille uden pres, for de vil gerne overbefolke områder.

– Deres målmand spiller nærmest som en midterforsvarer og deres backs som 6’ere. For os handler det om at finde de øjeblikke i transitionerne, hvor vi kan tage bolden fra dem de farligst mulige steder, siger Rangnick om Manchester Citys spillestil.

Duellen med Pep Guardiola

Og ham, der har nøglerne til butikken i den lyseblå del, er Pep Guardiola, og ham ser Rangnick frem til en stor managerduel mod.

– Pep har en klar idé om, hvordan de skal spille. Det er strømlinet i hele klubben i rekrutteringen og i spillersalget. Det er hemmeligheden bag deres succes og deres drejebog for alt, de gør.

– Det, at de har en klar filosofi, er ikke kun i Manchester City. Det er sådan i alle topklubber i Europa. Det er også noget, der skal skabes og udvikles i Manchester United over de næste to år, siger Ralf Rangnick.

Og det er interessant, da han efter sin cheftrænerrolle forventes at træde ind i en konsulentstilling, hvor en af hans vigtigste opgaver bliver netop at udarbejde en filosofi og idé i klubben i de kommende to år. Mindst.

Rangnick som cheftræner eller konsulent?

På trods af den klare uvished om, hvem Manchester Uniteds cheftræner næste sæson skulle være, tager Ralf Rangnick det hele med ro.

– Jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske. Jeg tænker heller ikke på det. Det er der ikke tid til. Jeg tænker på kampen på søndag og derefter dem mod Tottenham og Atlético Madrid, siger Rangnick, der dog – lidt kontrafaktisk – senere afslører, at han ér i dialog med ledelsen om fremtiden.

– Vi har haft et møde eller to med vores Head of Scouting, men det vil jeg ikke afsløre for meget om. Og så meget har vi heller ikke snakket om managersituationen.

Manchester United møder Manchester City – på Etihad – søndag eftermiddag.

Forrige artikel

Medier: United har kontaktet Ten Hag

Næste artikel

Video: Se optakt til Manchester-derbyet

ANNONCE