United appellerer igen

Manchester United har valgt for anden gang at appellere mod Rio Ferdinands karantæne på 4 spilledage, som englænderen fik i sidste uge. Rio fik…

Manchester United har valgt for anden gang at appellere mod Rio Ferdinands karantæne på 4 spilledage, som englænderen fik i sidste uge.

Rio fik oprindeligt en karantæne på 3 spilledage, men United valgte at appellere for at få englænderen spilleklar til sidste uges Carling Cup-semifinale mod Manchester City.

Denne taktiske appel betød, at FA i stedet valgte at skærpe karantænen til fire spilledage, hvilket United nu igen appellerer mod.

United mener ifølge The Guardian, at der ikke er grundlag for den yderligere skærpelse og håber, at de ved at få straffen minimeret til 3 kampe kan få Rio Ferdinand klar til kampen mod Everton senere på måneden.

Appellen kan dog også give bagslag. Således kan FA vælge igen at skærpe karantænen til flere spilledage, hvilket betyder, at hans deltagelse i Carling Cup-finalen kan komme i fare.

Rio Ferdinand blev oprindelig straffet for en voldelig handling mod Hulls Craig Fagan i januar.

Forrige artikel

Flowers of Manchester lørdag på Old Trafford

Næste artikel

IMUSA åbner dørene til nye ejere

ANNONCE