Når United den 20. februar møder Olympique Lyon på Stade de Gerland i UEFA Champions Leagues ottendedelsfinaler, skal United-forsvarerne holde et ekstra vågent øje med d”herrer Karin Benzema og Hatem Ben Arfa.
De to unge offensivspillere er nemlig hovedkræfterne i Lyons sprudlende offensiv, der buldrer derudad i den franske Ligue 1.
Benzema, 20, har i denne sæson fundet vej til netmaskerne hele 16 gange i 24 kampe, mens Ben Arfa som oftest leverer oplæggene fra kanten.
De to franske landholdsspilleres fornemme præstationer har ikke overraskende sat gang i rygter om forestående klubskifter, og især den engelske Premier League har været en hyppigt nævnt destination for to 20-årige angribere.
Såldes skulle såvel Chelsea som Arsenal være interesseret i at hente guldfuglene, og senest er Lyon-talenterne blevet kædet sammen med United, der angiveligt skulle være rede til at hoste op med 40 mio. pund for de to.
Men ifølge Lyons præsident, Jean-Michel Aula, kan storklubberne godt trække følehornene til sig. Et salg kan nemlig slet ikke komme på tale, før Lyons sportslige ambitioner er indfriet.
CL skal vindes først
“Jeg fortalte Sir Alex, at Benzema og Ben Arfa ikke vil rejse i løbet af de næste to år. For vi ønsker at bygge vores fremtid på dem,” er Aula citeret for at sige i The Sun ifølge SkySports.com og tilføjer lettere hovent:
“Hvis han ønsker at bytte Cristiano Ronaldo med Ben Arfa, kunne vi tale om det, men de ville blive nødt til at give os en smule penge også.”
Aula udtalte tilbage i efteråret, at det store sportslige mål for den franske mesterklub er at vinde Champions League, og at der ikke vil blive solgt ud af profilerne, før det mål er nået.