United revancherer mod Villa efter berusende anden halvleg

Manchester United vandt torsdag 4-2 hjemme over Aston Villa i Carabao Cuppen.

Manchester United skulle torsdag aften vaske søndagens Premier League-nederlag mod Aston Villa af med en kamp i Carabao Cuppen mod… ja, Aston Villa igen.

Det lykkedes at få revancheret 1-3-nederlaget fra ligaturneringen med en hæsblæsende 4-2-sejr hjemme på Old Trafford.

På engelsk vil man sikkert sige, at kampen var “a tale of two halves”, for der var i den grad underholdningsforskel på de to halvlege.

For i første halvleg lykkedes ingen af de to mandskaber for alvor at få skabt chancer, derfor er der intet nævneværdigt at komme ind på om de 45 minutter. Lad os springe til anden halvleg, hvor al relevant skete.

Tilskuerne blev efter pausen forkælet med en scoring lige med det samme – dog til udeholdet – da Ollie Watkins blev sendt i dybden og sendte bolden i nettet.

Og der gik næppe 30 sekunder efter 0-1-scoringen, da Bruno Fernandes røg i dybden, kunne sende bolden ind til Anthony Martial, som ved et frit mål kunne sætte bolden ind til 1-1. Så var der ligesom kommet gang i kampen.

Cirka 10 minutter senere var den gal i Uniteds ende igen, da Villas Leon Bailey headede på mål, som Diogo Dalot uheldigt fik dirigeret i eget net.

Fem minutter efter det blafrede nettet i Villas ende. Christian Eriksen blev sendt i dybden og lagde den af til Marcus Rashford, som på imponerende vis fik holdt både Tyrone Mings og Calum Chambers væk, inden han plaffede bolden i rusen til 2-2.

Og sidst i kampen brød jublen løs på Old Trafford, da tidligere FCK-keeper Robin Olsen fuldstændig solgte sit forsvar, da han sendte bolden i fødderne på Alejandro Garnacho, som fandt Bruno Fernandes, der via en Mings-afretning kunne ligge bolden ind til 3-2.

Scott McTominay lukkede kampen i tillægstiden, da indskiftede Alejandro Garnacho sendte en gudebold i feltet mod fremløbende McTominay, som kunne prikke bolden ind til 4-2.

Mere skete der ikke, og dermed vandt Manchester United 4-2 og gik videre i Carabao Cuppen.

Kampfakta – Manchester United 4-2 Aston Villa

’48: Ollie Watkins, 0-1

’49: Anthony Martial, 1-1

’61: Diogo Dalot (selvmål), 1-2

’66: Marcus Rashford, 2-2

’79: Tyrone Mings (selvmål), 3-2

’90+1: Scott McTominay, 4-2

Forrige artikel

Startopstilling: Erik ten Hag laver syv ændringer

Næste artikel

Karakterbogen: Viva Garnacho!

ANNONCE