Geovannis afrettede langskudsmål efter 31 minutters spil blev kampens eneste scoring, da sæsonens første lokalderby mellem Manchester United og Manchester City udspillede sig på City of Manchester Stadium tilbage i august.
Trods et massivt United-pres og et hav af store chancer kunne et uskarpt United-hold ikke passere en vis Kasper Schmeichel i City-målet, hvorfor et noget ufortjent nederlag blev en realitet. Et nederlag, der stadig piner United-spillerne.
“Jeg glæder mig virkelig til derbyet. Nederlaget der (på City of Manchester Stadium) gjorde ondt, og nu er det tid til revanche. Og efter det uafgjorte resultat mod Spurs kan vi ikke tillade os at fejle igen, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vinde titlen,” siger Carlos Tevez til Daily Star.
Og Owen Hargreaves er helt på linje med sin argentinske holdkammerat. Den dårlige resultat mod City skal vaskes væk:
“Vi vil helt sikkert huske, at de slog os i den seneste kamp. Vi spillede rigtig godt og var bare meget uheldige med ikke at vinde. Det er mig stadigvæk en gåde, at vi ikke vandt. Vi vil huske den kamp og gå ind til morgendagens kamp med selvtillid,” udtaler Hargo til Manchester Evening News.