United tilbage på sporet

Efter en skidt start på 2014, kom United i dag endelig tilbage på ret kurs, da Swansea blev besejret med 2-0 på Old Trafford.

2014 har indtil videre ikke været et godt år for United. Tre gange nederlag på 1-2, tidlig exit fra FA Cuppen og en placering et godt stykke efter den absolutte top i Premier League er facit for United pt.

I dag var der så en kærkommen chance for revanche, da Swansea endnu engang var gæster på Old Trafford. Sidste weekend kunne Laudrup og co rejse hjem til Wales med en sejr og videre avancement i FA Cuppen, men i dag var det ligaen der var på menuen.

Endnu engang var David Moyes uden de to bombere Rooney og van Persie, mens også forsvarsspilleren Jonny Evans var ude med en skade. Evans har ellers været en af de mest stabile og bedst spillende defensive spillere for United i denne sæson.

United lagde ud med en defensiv tilgang til kampen, og stod kompakt på banen. Specielt inde centralt forsøgte United med Fletcher og Carrick samt Januzaj som den hængende angriber, at lukke ned for gæsternes stærke pasningsspil.

Det virkede fint, men omvendt kom United heller ikke selv frem til ret mange chancer. Noget der har kendetegnet de røde djævle i denne sæson, hvor der er scoret markant færre mål ind på samme tidspunkt i sidste sæson.

Eneste lyspunkt i første halvleg var belgiske Adnan Januzaj, der gang på gang viste glimrende spilforståelse, tempo og tog gerne initiativ. Det manglede flere andre steder på banen, og det var derfor ganske fair at det stod 0-0 ved pausen.

Generelt var det, endnu engang, den unge garde som gik forrest og viste vilje i de første 45 minutter. I anden halvleg kom også de mere rutinerede spillere bedre med i kampen, både spillemæssigt og hvad angår intensitet og aggressivitet samt vilje til at tage løbene defensivt såvel som offensivt. Fletcher spillede også en udmærket kamp inde på den centrale midtbane, og bygger hele tiden på efter hans lange pause.

United kom markant bedre ud til anden halvleg, der var mere løbevilje for hinanden, der kom mere tempo i spillet og der blev dermed skabt flere chancer. Januzaj, Welbeck og Rafael var arkitekter bag mange fine ting, og de to offensive profiler Welbeck og Januzaj viste flere gange fremragende kombinationsspil.

Kort efter pausen kom målet da også, og United fik scoret da Antonio Valencia fik sendt bolden i nettet. Valencia kunne endda have scoret yderligere, men var ikke helt skarp foran kassen.

Danny Welbeck har med fraværet af Rooney og van Persie fået en noget mere central rolle end han måske i første omgang var tiltænkt. Men Welbeck har grebet chancen og har fundet målformen frem. Med hans scoring efter en times spil af dagens kamp, nåede han op på seks mål i de seneste seks kampe i Premier League.

Shinji Kagawa kom i anden halvleg ind på hans favorit-position og lå lige bagved Welbeck, mens Januzaj blev flyttet ud til venstrekanten. Mens Januzaj fortsatte sit storspil, kom Kagawa aldrig i gear. Et par skudforsøg blev det dog til, inden japaneren misbrugte en kæmpechance efter et godt løb af Rafael.

Også Smalling brændte en chance der vel burde være sparket i nettet, men forsvarsspilleren manglede lidt af den koldblodighed han ellers har udvist på billeder fra kostumefesti løbet af ugen. Og med et Swansea-mandskab der blev dårligere og dårligere som kampen skred frem, var sejren aldrig reelt i fare.

2-0 og tre tiltrængte point til kontoen. Dermed er der atter lidt arbejdsro til Moyes, inden næste weekends brag på Stamford Bridge mod Chelsea og Jose Mourinho.

Forrige artikel

Startopstillingen mod Swansea 11/1-14

Næste artikel

Michael Laudrup: Tidligt mål afgjorde det

ANNONCE