Valencia overrasket over positiv start

Antonio Valencia indrømmer, at han er overrasket over, hvor godt starten af hans karriere på Old Trafford er gået. Det skriver Sky Sports. Ecuadorianeren…

Antonio Valencia indrømmer, at han er overrasket over, hvor godt starten af hans karriere på Old Trafford er gået. Det skriver Sky Sports.

Ecuadorianeren ankom til Manchester United fra Wigan med et prisskilt på 16 millioner pund om halsen, og med sådan en investering var der ingen tvivl om, at der ville være stor mediebevågenhed om fløjens præstationer.

Det var Sir Alex Ferguson også klar over, og derfor har skotten forsøgt langsomt at lade Valencia glide ind på holdet, så presset ikke blev for stort fra start. Alligevel har den 24-årige Valencia for alvor taget hul på sin United-karriere hurtigere end forventet, og det er allerede blevet til over 30 kampe i denne sæson.

Han har fundet vej til netmaskerne syv gange, og han indrømmer, at han elsker det ansvar, Ferguson har tilbudt ham:

“Jeg troede, jeg ville blive brugt sparsomt i starten, og efterhånden som jeg faldt til i klubben, ville der komme flere kampe, men som fodboldspiller træner man hårdt, så man er altid klar til at spille,” siger Valencia til MUTV.

“Det er op til manageren at bestemme, hvem der spiller, og han har givet mig mange muligheder. Jeg nyder virkelig min start i United – og det er virkelig kun starten.”

Valencia har ikke været kendt som den mest målfarlige fløjspiller – således blev det kun til seks mål i 47 kampe for Wigan. Det resultat er allerede overgået i Manchester United, og det har sydamerikaneren selv en forklaring på:

“Jeg kommer oftere ind i feltet, end jeg nogensinde har gjort i min karriere. Jeg bliver opfordret til at gå med frem, og der kommer mange bolde ind fra venstre side. Det har gjort, at jeg har haft muligheden for at søge bagerste stolpe og afslutte nogle gange.”

Forrige artikel

Hargreaves droppet

Næste artikel

Optakt: Manchester United – Portsmouth

ANNONCE