Van Gaal hylder den bedste kamp hidtil

Uniteds træner var yderst tilfreds efter sejren på straffespark over Inter. Vores bedste kamp hidtil, lyder det fra hollænderen.

Efter tre spillede kampe på deres tur til USA, står Louis van Gaal og co. tilbage med tre sejre. Men selvom nattens kamp måtte afgøres ved pletten, mener hollænderen, at det er Uniteds hidtil bedste præstation.

– Jeg er meget tilfreds. Jeg synes vi spillede vores bedste kamp hidtil. De havde kun ét skud på mål, og det (frisparket, red.) fik de foræret af dommeren – men omvendt skabte vi vel seks eller syv chancer, så den hedder syv mod én, sagde han efterfølgende til MUTV.

Louis van Gaal er kendt for at være en detaljernes mand. Derfor bekymrede det ham heller ikke, at de ikke fik sat bolden i kassen i ordinær tid, da alt andet fungerede som det skulle, ifølge hollænderen.

– Jeg var yderst tilfreds med vores boldbesiddelse – den var meget bedre end i de andre kampe. Og jeg synes, at vores positioneringsspil fungerede bedre.

– Så i aften var jeg meget tilfreds med mine spilleres præstation, både i første og anden halvleg.

Manchester United vandt som bekendt efter at have scoret på samtlige spark, og van Gaal kunne efterfølgende fortælle, at dette ikke var et tilfælde.

– Vi øvede på straffespark i går, i begge træningspas. Det var derfor, De Gea var vores målmand i anden halvleg – fordi han er den bedste af de fire på straffespark.

– Fletcher ramte stolpen til træning, så der spillede også lidt held ind, men vi fortjente sejren.

 

Forrige artikel

Det skete! Manchester United vandt en straffesparksturnering

Næste artikel

Van Gaal: Stærk defensiv - men den skal forstærkes

ANNONCE