Van Gaal og van Persie bankede Spanien

Robin van Persie scorede to, da Louis van Gaal’s 5-3-2-system overrumplede Spanien i en 5-1-sejr.

I optakten til Spanien mod Holland var der meget snak om Louis van Gaals 5-3-2-system, som Holland brugte i forberedelseskampene til VM-slutrunden. Van Gaal foretrækker normalt 4-3-3, men den nye taktik overrumplede Spanien fuldstændigt.

Spanien kom ellers foran på et straffespark af Xabi Alonso, men kort før pausen kom Holland på 1-1 ved Manchester Uniteds Robin van Persie. Daniel Blind lagde en perfekt aflevering ind mod van Persie, der elegant headede bolden i en blød bue over en strandet Casillas. Scoringen blev desuden fejret med en high five mellem målscoreren og hans kommende manager, Louis van Gaal.

I anden halvleg sad Holland på alt. Spanien forsøgte at sætte sig på kampen, men gang på gang fik Holland brudt deres spil og slået kontra. På to mål af Arjen Robben, et enkelt af Stefan de Vrij og endnu et af van Persie slog Holland de forsvarende verdensmestre med 5-1.

David De Gea og Juan Mata sad på bænken hele kampen. De Gea kunne se Spaniens førstemålmand, Iker Casillas, være skyld i flere af Hollands mål.

Forrige artikel

Italiener forlader United

Næste artikel

Rygte: Barcelona-spiller tilbudt til United

ANNONCE