Søndag kommer Chelsea på besøg på Old Trafford i en kamp, der er vigtig for Chelseas håb om også næste år at spille med i Champions League. Samtidig er det en kamp, der ikke kan ændre ved, at Manchester United henter det 20. mesterskab hjem, når sæsonen er afsluttet. Men derfor betyder kampen nu stadig noget for ‘De Røde Djævle’. Det forklarer Nemanja Vidic.
– Det vigtigste er at vinde kampene og holde fast i den her vindermentalitet, siger han til PA Sport.
– Nogle gange, når man spiller uden pres, kan man spille en god kamp og nyde den mere.
Fortsat motivation
Det sikrede mesterskab ændrer heller ikke på den motivation, holdet går på banen med, siger anføreren.
– Der er masser af motivation for os. Vi er motiverede, hver gang vi træder ud på Old Trafford. Når vi går til kampene, kommer vi med en mentalitet om at vinde, som ikke kommer til at ændre sig mod Chelsea eller andre, siger Vidic.
– Den eneste forskel er, at vi nu er afslappede. Vi jagter ikke point for at få fingrene i trofæet. Vi har allerede vundet det, så vi kan nyde kampen. Vi vil prøve at vinde. Vi vil ikke tabe de sidste tre kampe. Vi vil slutte af på ordentlig vis, konstaterer han.
Kampen mod Chelsea spilles søndag kl. 17.00.