Vidic vil have sit trofæ tilbage

Efter sidste sæsons skuffelse, siger Nemanja Vidic, at han slet ikke er sikker på, at mesterskabet er i hus.

Minderne om, hvordan Manchester City flåede Premier League-trofæet ud af hænderne på Mancheter United i sidste sæsons allersidste minut, er stadig dugfriske i hukommelsen for Nemanja Vidic. Derfor vil Uniteds anfører i år ikke juble, før han har begge hænder på pokalen.

– Man er aldrig sikker på at vinde titlen, før man står med trofæet i hænderne. Vi er 15 point foran, men der er stadig store kampe tilbage, der skal spilles. Det bliver jeg ved med at sige, siger Nemanja Vidic ifølge Uniteds officielle hjemmeside.

– Jeg ved godt, at folk siger, at vi allerede har vundet titlen, men vi har stadig til gode at spille mod Chelsea, West Bromich, Swansea osv. De er alle hold, som kan gøre ondt på en. De er hårde kampe. Der er hold, som kæmper mod nedrykning. Vi bliver bare nødt til at fortsætte med at vinde.

Overrasket over forspringets størrelse

De Røde Djævle har spillemæssigt været tæmmeligt svingende i denne sæson, men alligevel er de fleste kampe blevet vundet. Evnen til også at vinde i de kampe, hvor der spilles dårligt, er af mange blevet begrundet med klubbens evige vindermentalitet.

Uniteds vindermentalitet har været med til, at der er skrabet hele 74 point sammen i de første 29 kampe af sæsonen. Det svarer til en pointhøst på 2,55 point pr. kamp, hvilket er noget som Vidic er ganske tilfreds med.

– Vi forventede ikke at stå i denne situation med ni kampe tilbage af sæsonen. Ingen forventede det, men vi er glade for det. Især efter, hvad der skete sidste år. Vi var otte point foran, og så tabte vi pointene igen.

Ikke påvirket af Sunderlands fans

Den serbiske forsvarsklippe samler fokus på Sunderland og lørdagens udekamp, som er i fare for at bliver undervurderet på grund af den vigtige FA-Cup kamp mod Chelsea blot 48 timer senere.

– Vi tager til Sunderland uden at være generet over, om de jublede eller ej sidste år. Vi kommer til at spille vores spil og skal gå efter de tre point, som er vigtige for os. Vi vil gerne være 15 points foran, når vi møder Manchester City.

Vidic referer til mesterskabets afgørelse i sidste sæson, hvor Sunderlands tilhængere jublede hånligt, da meldingen om Manchester Citys og Sergio Agüeros sene vindermål nåede til Stadium of Light.

Forrige artikel

Optakt: Sunderland – Manchester United

Næste artikel

Begovic: Jeg er meget ambitiøs

ANNONCE