Man skulle ikke tro, at det var lodtrækning til Europa League, da Manchester United trak selveste FC Barcelona, som de røde djævle skal møde i næste runde af Europa League.
Det står klart efter mandagens lodtrækning i den schweiziske by Nyon.
Erik ten Hags mandskab besejrede torsdag Real Sociedad med 1-0 i Spanien. Men på grund af en dårligere målscore end spanierne endte United som toer i gruppen. Det betyder, at United nu skal spille to playoff-kampe mod Barcelona for at spille sig i ottendedelfinalen af Europa League.
Det første møde mellem de to klubber finder sted på Camp Nou den 16. februar 2023. Klubberne mødes igen en uge efter på Old Trafford.
Forud for sidste sæson ændrede det europæiske fodboldforbund UEFA formatet for knockoutfasen i Europa. I det nye format går gruppevinderne direkte videre til ottendedelfinalerne, mens toerne bliver parret med de otte hold, der røg ud af Champions League-gruppespillet.
Tidligere skulle både nummer et og to i Europa League-gruppespillet i kamp i 1/16-delsfinalerne.