Den walisiske forsvarsspiller Ashley Williams, der til hverdag spiller i forsvaret for Michael Laudrups tropper i Swansea, er glad for at walisernes kommende modstander i VM-kvalifikationen ikke har Nemanja Vidic med på holdet. Det øger chancerne betydeligt for Wales, mener han.
– Vidic er ren verdensklasse. Han er en fantastisk atlet, han er utrolig stærk og en ægte professionel der gør sit job. Han er en superb forsvarsspiller. Han er bedre end de fleste i Premier League.
– Det er et boost at han ikke spiller mod os, jeg er sikker på Serbien ville være bedre med ham på holdet. Det er gode nyheder for os, siger Ashley Williams ifølge Daily Star forud for VM-kvalifikations opgøret i Serbien i den kommende uge.
Nemanja Vidic har valgt ikke at komme tilbage på landsholdet, selv om den nye serbiske landstræner Sinisa Mihajlovic gerne så sin forsvars-profil tilbage på holdet i kampen om en plads ved VM i 2014.