McClair: Derfor er vi ikke med i NextGen

Manchester United har bevidst valgt ikke at deltage i den europæiske ungdomsturnering NextGen. Hør akademichef Brian McClairs forklaring her.

Flere af Europas største klubber, samt seks af Manchester Uniteds konkurrenter i Premier League, deltager i den europæiske ungdomsturnering NextGen, som sidste år blev vundet af Inters ungdomshold.

Men Manchester United har bevidst valgt ikke at deltage i den privatfinansierede turnering. Trods turneringens succes i sidste sæson, så valgte United også i år at afslå invitationen. En beslutning, som klubbens akademichef, den tidligere Manchester United-helt Brian McClair forklarer således:

– NextGen-turneringen passer bare ikke ind i vores nuværende format. Hele formatet passer ikke ind. Hvis vi alene kigger på aldersgruppen, så ville det være U19-holdet, som skulle spille med et par yngre spillere. Men fx. Barcelona spillede alle deres kampe med et virkelig ungt hold, siger McClair, som mener at Uniteds unge spillere vil få mere ud af at spille mod ældre modstandere i den nationale liga.

– Der er flere fordele for vores reserver at spille mod fx Wigans reserver, da det er bedre at spille mod mænd og erfarne spillere end at sætte op mod 16- eller 17-årige spillere, uanset hvilket talent de har. Det er måske godt for Barcelona og mere fordelagtigt for dem, men ikke for os. Det er bare ikke vores strategi lige nu, forklarer McClair til Manchester Uniteds officielle hjemmeside.

NextGen-kampene bliver i øjeblikket transmitteret på Eurosport.

Forrige artikel

Fergie vild med sydamerikanere

Næste artikel

Williams: Godt Vidic ikke er med for Serbien

ANNONCE