Wilfried Zaha er vel noget nær det tætteste, man kan komme på et flop i Manchester United. Den dribleglade kantspiller har således hverken indgået i David Moyes’ eller Louis van Gaals planer.
Derfor skiftede kantspilleren tilbage til barndomsklubben, Crystal Palace, på en lejeaftale i sommer. Og selvom der har været tvivl om bekræftelsen, ser det dog ud til, at han nu skifter dertil på en permanent aftale.
Og det er en lettet spiller, som nu har fremtiden på plads i klubben, hvor det hele startede. Det har han ifølge Sky Sports udtalt til klubbens website.
– Jeg fik ikke meget spilletid i Manchester United, så jeg tog imod muligheden for at komme tilbage på lån denne sæson. At jeg nu har fået muligheden for at gøre aftalen permanent og vende tilbage til Selhurst Park, er en lettelse.
– Jeg begyndte her allerede da jeg var otte år gammel, og min familie bor her i området. At have muligheden for at spille Premier League-fodbold for denne klub, er en drøm, der går i opfyldelse.
Aftalen, der menes at løbe over 5,5 år, er dog blevet taget ned igen af Crystal Palace.