… eller ham, vi undslap?
Eden Hazard mig her og Eden Hazard mig der – ja, stort set alle vegne. Den lille belgier har været på alles læber i de seneste uger, og hovedpersonen selv har i allerhøjeste grad nydt det. Måske endda lidt for meget. Hverken Hazard eller hans agent har lagt skjul på, at et skifte var nært forestående. Kun destinationen har indtil videre været ukendt – og er det i øvrigt stadig, for en endelig udmelding er ikke til at få fra Hazard.
Først ville han (ifølge hårdnakkede rygter) spille i blåt. Så meldte han selv ud, at han skulle spille i Manchester. Seneste opdatering er så, at han skal spille for Champions League-mestrene. Han er vist det, man på moderne internet’sk kalder en troll. Jeg kan ikke lade være mig at forestille mig, at den unge belgier sidder og klapper i sine hænder over alt det postyr, han kan skabe – og alle de penge, han får i sin nye klub.
Det er netop den seneste tids mediecirkus, der gør mig gladere og gladere for, at Hazard (som det ser ud lige nu) ikke er på vej i en United-trøje. Han virker til at være frygteligt, frygteligt medieglad. Ville sådan en personlighed klæde Manchester United? Nej, ærlig talt ikke. Det er i øvrigt heller ikke gået for godt med de medieglade spillere, hvis vi ser lidt på historien.
Jeg skal blankt erkende, at jeg ikke kender meget til Lille-spillerens kvaliteter på en fodboldbane, men jeg føler, jeg de seneste uger har fået en glimrende indtryk af, hvordan han er udenfor – og det er ikke et positivt indtryk.
Jeg forstår ikke behovet for at melde noget ud, før alt er på plads. Når man så vælger at gøre det alligevel, så gør det da ordentligt. Skal du skifte til Chelsea, så skriv, at du skifter til Chelsea, kære Eden. Det der ”skifter til Champions League-vinderen” er for mig at se en måde at fastholde mediernes interesse for hans person, og det vidner om en spiller, der er alt for glad for at være i centrum til nogensinde at skulle fungere på et Fergie-styret mandskab.
Javist – vi går muligvis glip af et kæmpetalent, men skal vi skrive under med dem for enhver pris; økonomisk såvel som i forhold til klubbens traditioner? Med Hazards seneste opførsel, trolling og winding up, som det hedder i disse Twitter-dage, ser jeg ham ikke passe særlig godt ind på et Manchester United-hold, der er netop det – et hold. En sammentømret mandskab. Ikke en flok børn med adgang til internettet og et behov for at blive set og hørt mest muligt.
Vi fans snakker ofte om, at ingen må være større end holdet – ingen over klubben, lyder mantraet. Sådan har det altid været hos ”De Røde Djævle,” og sådan skal det også være. Lad endelig det skinne igennem, når der hentes nye spillere ind.