Dette er en kommentar. Den er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Spørgsmålene står i kø ovenpå endnu en skandaløs Manchester United-præstation. Og det er for mig – såvel som alverdens fodboldmedier – Erik ten Hag, jeg sætter det største spørgsmålstegn ved: Er han den rette manager for Manchester United?
Og jeg kommer frem til en erkendelse, der fylder mig med apati. For jeg ved det virkelig ikke. Og hvordan skulle jeg?
På den ene side var det ikke løsningen at skifte David Moyes, Louis van Gaal, José Mourinho og Ole Gunnar Solskjær ud. Så er løsningen virkelig at fyre Erik ten Hag? Det tvivler jeg på.
På den anden side kan det ikke passe, at Ten Hag efter mere end 24 måneder i jobbet ikke kan sætte et mandskab sammen, som bare tilnærmelsesvis ligner et, der trækker i fuldstændigt samme retning.
Langt de fleste hold i Premier League kan finde ud af det. De kan undgå at tabe 3-0 to hjemmebanekampe i træk – begge kampe skulle faktisk være endt med større nederlag. Så hvorfor kan United ikke?
Hvorfor kan United tabe 7-0, 6-3, 4-0 og så videre? De lider alle mulige slags håbløse nederlag, hvor alt er faldet sammen om ørene på spillere og skiftende trænere.
United er den klub der over en periode på ti år – måske – har brugt flest penge af dem alle. Så hvordan kan det lade sig gøre, at vi igen, igen, ender her?
Det giver ingen mening.
“Der var ingen effort”, “Der var ingen modstandsdygtighed”, “De falder sammen – især i første halvleg”. Det er der blevet sagt af journalister og eksperter efter Spurs-kampen søndag. Men det er de samme paroler, der er blevet kastet efter United utallige gange de seneste mange år.
Der er gode, talentfulde og rutinerede spillere – og de har der været i stort set alle år siden Sir Alex Ferguson stoppede. Så hvorfor bliver det ved med at ske? Jeg ved det ikke.
Men jeg kan helt ydmygt forsøge at komme med et par bud:
Er spillerne gode nok?
Måske er spillerne ikke så gode – eller talentfulde -, som jeg/vi gerne vil have, de skal være. Marcus Rashford er en af mine yndlingsspillere all time. Men er det tilfældigt, at han igen er med på et hold, som krakelerer? Han var der også under José Mourinho, og var en bærende spiller under Ole Gunnar Solskjær og siden Ralf Rangnick.
Samtidig har der gennem årene været flere perioder, hvor englænderens præstationer og berettigelse i startopstillingen har været til diskussion. Når den slags diskurs bliver ved at vende tilbage, er min tommelfingerregel, at der på et tidspunkt må være årsag til tvivlen. At den ikke længere kan komme spilleren til gode.
Det samme kan man sige om Bruno Fernandes. Han kæmper med formen i øjeblikket, og måske er det egentlig naturligt efter at have leveret så godt i SÅ mange kampe. Der skulle ske et knæk på et tidspunkt, når man tænker på, hvor meget portugiseren har presset kroppen – for ikke at snakke om det mentale aspekt.
Men kaptajnen er en anden fællesnævner fra tiden under Ole Gunnar Solskjær og Rangnick hvor korthuset faldt sammen i perioder og i enkelte kampe. Fra den sæson hvor Solskjær blev fyret, kan vi nævne Watford-kampen – der blev Solskjærs sidste – og Brighton-kampen i foråret. To kampe der endte henholdsvis 4-1 og 4-0. Med alt respekt for de to klubber er det ikke Manchester City eller Liverpool – men de tævede ikke desto mindre United.
Siden Solskjær/Rangnick-sæsonen er der skiftet meget ud i spillermaterialet og i respekt for, at der er mange forhold, som gør det svært at præstere i United, mener jeg, det er urimeligt at nævne flere spillere, der er i United på nuværende tidspunkt..
Når jeg nævner Rashford og Fernandes, er det ikke for at hænge dem ud. De er begge dygtige spillere. MEN. Jeg finder det – desværre – påfaldende, at de er med i nu efterhånden talrige nedture. Så sent som i går indtager Bruno Fernandes en skurkerolle med sit røde kort. For uanset om det er hårdt rødt kort eller ej, er det et tydeligt frustrations-frispark, han som holdets leder ikke må begå.
Kulturen i klubben
Det er utvivlsomt klubbens ejere, jeg har været mest kritisk over for i mine skriverier om Manchester United. Og uden endnu en gang at gå alt for meget i dybden med det – der er også kommet en ny sportslig ledelse – vil jeg pege på Glazer-familien og deres betydning for kulturen i United.
Artikler fra blandt andet The Athletic har tidligere beskrevet en rådden mentalitet og kultur, hvor spillere har fået lov at vende sig imod den siddende træner efter forgodtbefindende. Det er et ejerskab, som i mange år ikke var sin opgave voksen i forhold til at sætte nogle standarder, alle i organisationen skulle leve op til.
Flere ledende direktører beholdt deres job alt for længe i forhold til, hvad deres CV og track record retfærdiggjorde. Behøver jeg at nævne Ed Woodward?
Det er der forhåbentlig blevet sat en stopper for med INEOS’ opkøb af en del af klubben. Men de afledte kulturelle konsekvenser af flere års misrøgt bliver ikke nulstillet på en enkelt sommer. Det hænger ved – og muligvis i noget tid endnu. Sejre og gode perioder kan hjælpe – så Erik ten Hag gør klogt i snart at få sat flere gode kampe sammen.
Er Erik ten Hag fredet?
Det ovennævnte undskylder ikke den hollandske træner for de præstationer og resultater, vi blev budt i den seneste uge eller fadæsen mod Liverpool for en måned siden.
Han er ikke fritaget for den helt berettigede tvivl, der er om hans fremtid som træner for Manchester United.
Der er blevet købt spillere for rigtigt mange penge i hans tid i klubben. Så sent som i sommer blev der endda hentet yderligere to spillere, han tidligere har trænet i Ajax. Det bringer det samlede antal i den kategori op på hele fem.
Derudover skal det også tilføjes, at Erik ten Hag ikke fik en ‘ny’ kontrakt i sommer, men der blev aktiveret en klausul i den eksisterende, som forlængede aftalen i et år. Større var tilliden fra den nye sportslige ledelse trods alt ikke.
Det taler til Ten Hags jobsikkerhed, at Ruud van Nistelrooy hentet ind i staben efter Ten Hags ønske. Derudover var Omar Berrada og Dan Ashworth tidligere i september offentligt ude og erklære deres tillid til hollænderen. Det er noget, som er blevet gentaget til både The Atlhetic og BBC her dagen efter Spurs-kampen.
Så jeg tror, han sidder sikkert i sædet LIGE NU. Men jeg er i tvivl om, om han gør det, hvis præstationerne er de samme imod Porto på torsdag og Aston Villa i weekenden.
For er de de, så er det meget tvivlsomt, der kommer de nødvendige point på bordet. Og så bliver sædet under Ten Hag brandvarmt. Vil det så være et tilfælde, som leder mig til at tænke, at han skal erstattes?
Jeg ved det ikke. Og det gør hele situationen så utroligt håbløs. Endnu en gang.
(Carl Recine/Getty Images)
