Kommentar: Pointtab kan vise sig at være godt for United

Modvinden har ramt Michael Carrick og Manchester United. Men der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images

Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning. 

Manchester United og Michael Carrick har kun høstet ét point fra de seneste to kampe. Derudover har man kun vundet én af de seneste fire.

Sammenligner man dette med de foregående syv kampe, hvor det blev til seks sejre og en uafgjort, kan det godt se ud til, at hvedebrødsdagene er ovre for United og Carrick.

Men det er ikke udelukkende en dårlig ting.

I den periode var der også kampe, hvor flotte resultater dækkede over præstationer, der var under par.

Det skrev jeg selv om i nedtakten til sejren over Crystal Palace, hvor det i høj grad var tilfældet. Desværre viste min lidt dystre nedtakt at have noget på sig med kun én sejr i fire kampe sidenhen.

I den periode er United-fans gået fra at drømme om anden – og nogle endda også førstepladsen til nu at fokusere udelukkende på at sikre en Champions League-plads, som ikke længere er så sikker.

I går aftes spillede Aston Villa sig i Europa League-semifinalen, og her har der sikkert siddet United-fans og holdt med dem i håb om at se dem vinde turneringen og sikre, at også 6. pladsen kommer med til det forjættede land Champions League.

Alligevel påstår jeg, at det ikke nødvendigvis er dårligt, at Michael Carrick og Manchester United er havnet i denne modvind.

Vigtig empiri for den rigtige ansættelse

Først en disclaimer: Jeg er kæmpe fan af Michael Carrick og det arbejde, han udfører/har udført i United. Både i 2021 og nu, fem år senere.

Begge gange er han dog brugt som en nødløsning efter en fyring, hvor det var nok for ham at komme ind med god energi og skabe nogle brugbare resultater på kort sigt.

Først nu møder han modgang, og det er altså først nu, vi lærer, hvordan han klarer sig i et stormvejr. Det er vigtig viden, når klubben i løbet af foråret og sommeren skal beslutte, om han skal have nøglerne efter sommerferien.

Casemiro og Jadon Sanchos afgange frigør også en del lønkroner i budgettet. Læg dertil Marcus Rashfords formodede afgang og den store mangel på centrale midtbanespillere i truppen.

Er Michael Carrick den rette mand til at (være med til at) sætte holdet?

Selvom resultaterne var gode til og med 1. marts, har jeg ikke set en træner, der har en vision for at løfte holdet spillemæssigt. Bruno Fernandes er igen blevet det totale omdrejningspunkt, og spiller han en dårlig kamp, er United i problemer.

Bryan Mbeumo har hverken scoret eller assisteret i de sidste fem kampe. Amad har slet ikke gjort nogen af delene under Carrick. Ayden Heaven er ude i kulden.

Lige så vel som der er succeshistorier omkring Kobbie Mainoo, Bruno Fernandes og Benjamin Ŝeŝko, lige så vel er der det modsatte med flere af de andre spillere.

Tager man en forhastet beslutning og forlænger med Michael Carrick, kan man derfor ende med at have købt katten i sækken.

Ole Gunnar Solskjær og Liam Rosenior

Situationen med Michael Carrick er ofte blevet sammenlignet med situationen med Ole Gunnar Solskjær tilbage i 2019. Han fik også en helt forrygende start og fik derfor overdraget nøglerne til klubben.

Nogle kalder ham den bedste United-manager siden Sir Alex Ferguson. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, men faktum er, at han kun fik 168 kampe i spidsen i løbet af de knap tre år, han var i klubben.

Jeg tænker ikke, at det er målestokken for succes i en klub som Manchester United.

I Chelsea har man ansat Liam Rosenior, og det startede også fint med seks sejre i syv kampe. Situationen er siden vendt totalt på hovedet med fem nederlag i de sidste seks kampe. Kun Port Vale har man været i stand til at besejre i den periode.

Liam Rosenior synes nu ikke længere at være sikker på at beholde sit job i Chelsea, som desværre for dem har udstyret ham med en kontrakt på 6 år og 6 måneder.

Nu forestiller jeg mig ikke, at Ineos vil skrive SÅ lang en kontrakt med Carrick, hvis de giver ham jobbet til sommer. Men selv en 4-årig kontrakt vil være lang tid at give ham, hvis han ikke er det rigtige valg.

Lad os lege med tanken om, at Carrick havde fortsat sin imponerende sejrsrække med United frem til sommerferien.

I så fald ville beslutningen have været truffet for Ineos og United, som vel ikke ville kunne være kommet uden om ham i forhold til en permanent ansættelse.

Den nuværende småkritiske situation maler et meget mere nuanceret billede af, om han skal fortsætte som cheftræner. Og det er i mine øjne langt vigtigere med den rette ansættelse, end hvilken position man har i tabellen efter de næste seks kampe.

 

 

 

1 kommentar
Skriv et svar
Forrige artikel

Nemanja Vidic: - Han gør det fantatisk

ANNONCE