Foto: Robbie Jay Barratt – AMA/Getty Images
Det var egentlig søndagens kamp mod Wolves, som var omdrejningspunktet for dette års påskeferie i Manchester. Med billetter til kampen tog vi af sted – to voksne og to børn – og landede i Manchester lufthavn torsdag aften kl. 18.30 engelsk tid.
Uniteds avancement i Europa League gjorde dog, at Lyon-kampen lige akkurat også kunne nås. I hvert fald for mig.
Mens de tre andre tog til hotellet med vores bagage og tjekkede ind, tog jeg direkte til stadion og nåede frem 10-15 minutter før kampstarten kl. 20.00.
Billetlugen arbejdede dog desværre utroligt langsomt, og folk stod i en lang kø udenfor. Det virkede ikke, som om det var normalt, og mange var sure. “Get on with it”, var der flere, der råbte.
Jeg havde naturligvis foretrukket at være der fra start. Særligt havde jeg også set frem til at se den historiske tifo, som var lavet til kampen.
Men jeg måtte forsøge at bevare roen og optimismen, og imens kunne jeg følge lidt med på en telefon hos én, der stod ved siden af mig.
Det første syn og halvlegsstemningen
Omtrent 9 minutter var der gået af kampen, før jeg kunne scanne min billet og finde vej til min plads på East End eller den såkaldte Scoreboard End – modsatte ende af Stretford End.
Her kom jeg op skråt bag Onanas mål, og ved mit første syn var et United-angreb i gang i den modsatte ende. Alejandro Garnacho havde bolden, og fra højre side sendte han bolden ind på tværs til Manuel Ugarte, der sendte den i mål. Og med ét var alle frustrationer over kø og langsom indgang væk. United var foran 1-0.
Jeg hilste på én, der sad lige til venstre for mig, og han jokede med, at jeg bare skulle gå ud og komme ind igen. Som om det var min ankomst, der havde ført til målet.
Det var dog ham, der forlod sin plads før pausen, så han endte med at gå glip af Diogo Dalots scoring til 2-0. Ved halvleg blev jeg også lidt klogere på, hvorfor han var gået før tid. Under tribunen var der nemlig tæt pakket med mennesker.
Alkohol må slet ikke nydes på tribunen, så vil man have øl, skal den ikke kun købes nede i udskænkningen. Den skal også drikkes dernede, inden man vender tilbage. Den tætpakkede mængde skabte en fantastisk pausestemning, og der blev sunget en masse sange.
Mylderet betød dog også, at jeg hurtigt opgav at købe noget at spise eller drikke. Jeg måtte nøjes med at nyde den gode stemning og fandt derefter tilbage til min plads.
På trods af 2-0 og en rigtig god pausestemning følte jeg på ingen måde, at det var en sikker føring. Der skulle kun ét mål til at ryste United, og det var altså kun en uge siden, at Lyon havde scoret to mål nærmest ud af ingenting.
Det store kollaps
Som dansk United-fan var det ikke ligefrem dannebrog, jeg viftede med på tribunen. De danske spillere syntes i hvert fald ikke at være i høj kurs hos United-fansene.
Det var særlig tydeligt, at de er trætte af Rasmus Højlund, og Patrick Dorgu er nu også begyndt at vise flere svaghedstegn efter en ellers lovende start.
Dorgu spillede også en ringe kamp mod Lyon. Højlund gjorde det dog fint med flere gode momenter i opbygningsspillet og med ryggen mod mål. Det blev dog ikke rigtigt bemærket af fansene omkring mig. Måske var de forblændet af mange dårlige præstationer i sæsonens løb. Eller måske oplevede vi det bare forskelligt.
Højlunds bedste aktion var utvivlsomt afleveringen i dybden til Garnacho, der sendte en franskmand ud efter pølser og var helt alene med keeperen i begyndelsen af anden halvleg. Denne gang foregik angrebet ned mod det mål, hvor jeg stod, og det var ikke til at forstå, at United nu ikke var foran med tre.
I stedet kom mine bange anelser til live i den modsatte ende. Med to mål på kun 7-8 minutter havde franskmændene udlignet, og denne gang var det ikke Onanas gavebod, der stod bag. Han havde derimod holdt United inde i kampen med et par fine redninger undervejs.
Der var nu scoret 4 mål i kampen, og Bruno Fernandes havde også ramt overliggeren i løbet af første halvleg. Alt dette var sket i modsatte ende af, hvor jeg stod.
Jeg fik dog et godt udsyn til Tolissos røde kort efter 89 minutter samt til Rayan Cherkis scoring til 3-2 i den forlængede spilletid. Med 11 mod 10 havde United altså bragt sig selv i en meget svær position.
Der var dog stadig et kvarter tilbage, tænkte jeg. Men fem minutter senere blev der igen scoret ned mod Stretford End. Og så stod der 4-2, mens der nu kun var ca. ti minutter tilbage af den forlængede spilletid.
Her må spillerne næsten have hørt den ubarmhjertige lyd af hundredevis af sæder, der røg op samtidig, fordi folk rejste sig og gik fra tribunen. Der var mange, der havde fået nok.
Genopstandelsen
Støjen fra sæderne og horden af fans, der forlod tribunen, blev hurtigt afløst af stilhed. Kun Lyon-fansene kunne høres, hoppende i bare maver med flag og halstørklæder svingende over dem. De havde en fest henne i hjørnet.
Den larmende tavshed gjorde mig faktisk lidt pinligt til mode. Har min klub, som jeg har holdt med i over 30 år, sådan en dårlig fankultur? Er man helt stille, når det ikke går godt? Rejser man sig bare og går, når man møder modgang?
Brandon Williams udtalte for nylig, at Old Trafford er det sværeste sted at spille i England. Sådan bør det da ikke være! I hvert fald ikke for en United-spiller. Der skal man da have sine fans i ryggen.
Efter 114 minutter blev et håb tændt igen. Casemiro blev nedlagt, og efter et VAR-tjek var der straffe. Mens 5 af de foreløbige 6 mål var sket nede i den modsatte ende, scorede Bruno Fernandes nu ned mod min plads på East End og fik genoplivet både United – og sådan set også Old Trafford, der stille og roligt begyndte at vise livstegn igen.
Fem minutter efter eksploderede Old Trafford fuldstændigt ved Mainoos udligning. Igen efter Casemiros forarbejde. Med målet til 3-4 var United og fansene genopstået. Og med 4-4 var det som om, man kunne gå på vandet. Hvis vi lige skal blive i de her Bibel-metaforer. Det var jo trods alt påske.
Spillerne og fansene trak nu endelig i samme retning, og det føltes næsten som om, at 5-4 målet var uundgåeligt. Casemiro var igen iscenesætteren, og Harry Maguire gjorde arbejdet færdigt. Hvis Old Trafford havde eksploderet ved 4-4, var det ingenting i forhold til nu.
I bagklogskabens lys var 4-4 jo heller ikke nok, når en straffesparkskonkurrence ikke ligefrem er Onanas spidskompetence.
De resterende minutter føltes virkelig lange. Denne gang hold United dog stand, og samtlige bolderobringer eller succesfulde aktioner blev fejret som et mål. Til sidst lød fløjten, og sejren var en realitet.
Can you believe it?
Som nævnt var jeg alene på stadion. Jeg følte mig dog ikke alene derinde. Vi var sammen om nedturene. Og målene blev fejret behørigt med folk omkring mig, selvom jeg ikke kendte dem og ikke havde drukket noget som helst siden en enkelt øl på flyet.
Målene til 4-4 og særligt 5-4 var særligt euforiske at opleve. Der blev krammet på tribunen, og vi tog fat i hinandens kraver og råbte jublende ind i hovedet på hinanden.
Vi var pludselig en enhed. Målene og sejren syntes næsten at have været uundgåelige og båret frem af fansene. Stik modsat oplevelsen kun ti minutter før, hvor den eneste larm, United-fansene lavede, var larmen af deres exit.
Folk sang på vej væk fra stadion. Og mange søgte fortsat fællesskab med andre, der havde oplevet det samme som dem.
Jeg kiggede mig også omkring og søgte måske også efter nogle at dele det med. En fyr så mig i øjnene og sagde “Can you believe it?”. Nej, måtte jeg fortælle ham. Og jeg fortalte ham, at jeg var kommet fra Danmark for at få denne utrolige oplevelse.
Et par beskeder tikkede ind på min telefon. Fra folk, der vidste, at jeg var ovre for at se kampen. OldTrafford.dk’s interne messengertråd blev også besøgt. Det var en oplevelse, der lige skulle deles med folk på den ene eller anden måde. En rutsjebanetur uden lige og en rejse gennem hele følelsesregistret.
Antiklimaktisk danskerfest
Det siger sig selv, at søndagens tømmermændskamp og 0-1 nederlag til Wolves på ingen måder levede op til torsdagens oplevelse.
Vejret var bedre, selskabet ligeså, og så havde vi fået nogle bedre pladser på Sir Alex Ferguson Stand, ikke langt fra Stretford End. Men selve kampen var både chance – og målfattig, og det var lidt af et antiklimaks efter at have bygget op til kampen over flere dage med blandt andet rundvisning på stadion og en tur i Megastore.
For mig var resultatet dog ikke specielt overraskende. Jeg havde selv gættet på et 2-1 nederlag. United startede uden flere profiler og havde 5 i startopstillingen under 21 år. Og så mødte man et hold, der nu har vundet fem i træk i Premier League.
Positivt var det at se Harry Amass og Tyler Fredricsson, der begge spillede en nærmest fejlfri kamp. Chido Obi gjorde nu også en fin figur og viste et noget bedre hold-up spil end Rasmus Højlund, som han erstattede.
Som nævnt syntes jeg faktisk, Rasmus Højlund gjorde en fin figur i førnævnte kamp mod Lyon. Garnacho skylder ham klart en assist, og han havde også flere andre gode aktioner. Men i Wolves-kampen satte han ikke mange fødder rigtigt, og med Patrick Dorgu placeret i højre og Christian Eriksen med flere uprovokerede fejl, var der ikke meget at fejre med danskerbrillerne på.
Pudsigt nok var det dog en historisk dag med fire danskere på banen i samme kamp for United. Det er aldrig sket før.
På trods af denne rekord er det dog nok ikke en kamp, der vil blive husket så længe. Modsat torsdagens rutsjebanetur, som i øvrigt kaldes ‘historiens vildeste comeback på Old Trafford’ i denne uges OldTrafford.dk-podcast. Der er link til episoden herunder.