Hvad har Stanley Matthews, Raymond Kopa, Manolo Garrincha, George Best, Allan Simonsen, Bryan Robson, Eric Cantona, Luis Figo, Raul Gonzalez, Andrei Shevchenko, David Villa og Cristiano Ronaldo til fælles? Foruden at være legendariske fodboldspillere har de alle bidraget til at gøre 7-tallet til et mytologisk trøjenummer inden for fodboldsporten.
Udenfor fodboldverdenen har tallet 7 også en lang og glorværdig historie, hvis mange betydninger bidrager til at gøre nummeret ladet med referencer og konnotationer på fodboldbanen. Der er Roms syv bakker og syv kejsere, og før den romerske storhedstid var der i den græske mytologi De syv mod Theben, bearbejdet og foreviget i dramatisk form af både Aiskylos og Euripides.
Der var også verdens syv vidundere. Man taler desuden om de syv verdenshave, og med det blotte øje er mennesket i stand til at se syv planeter. Rent vand har som bekendt pH-værdien 7. Syv skulle efter sigende også være antallet af timer for menneskets optimale søvn.
Det er dog i religionen, at tallet 7 henter størstedelen af sit symbolske potentiale. I jødedommen er tallet forbundet med den åndelighed og guddommelighed, som blev pustet ind i Skabelsen. Den syvende dag er ligeledes sabbat og hviledag i henholdsvis jødedom og kristendom, og i sidstnævnte varede selve skabelsesakten syv dage. Man taler også om de syv gode og de syv dårlige år.
Der er tilmed syv dyder såvel som syv dødssynder. Ellers symboliserer tallet 7 generelt perfektion i den kristne tro. I islam er der syv døre til både de syv jorde og syv himle, og i buddhismen gik Buddha syv skridt ved sin fødsel. De overtroiske mener, at et smadret spejl fører syv uheldige år med sig.
I populærkulturen kender de fleste agenten ”double o seven”, agent 007, alias James Bond, og mange husker det ikoniske billede af Marilyn Monroes kjole, der løfter sig i filmen The Seven Year Itch.
Der er også Akira Kurosawas De syv samuraier og John Sturges’ amerikanske version af Kurosawas japanske film, The Magnificent Seven. Eller Ingmar Bergmans Det syvende segl. I 1849 udgav den engelske intellektuelle John Ruskin The Seven Lamps of Architecture, og to år senere udkom Nathaniel Hawthornes roman The House of Seven Gables.
I øvrigt er det et faktum, at de fleste mennesker vælger tallet 7, hvis de bliver bedt om at tænke på et tal fra 1 til 10.
Næst efter nummer 10 er 7-tallet uomtvisteligt det mest myteomspændte nummer i fodboldhistorien. Ja måske er det ligefrem dét mest mytiske, for der knytter sig en udefinerbarhed til nummer 7, som ikke i samme grad synes at være 10’eren forundt.
Nummer 10 er traditionelt (og jeg skriver traditionelt, for de senere år er der jo sket visse opbrud i de tidligere så rigide relationer mellem nummer og position på banen) den offensive kreatør, der har sit udgangspunkt på midten af banen i en såkaldt fri rolle foran en eller flere defensive skraldemænd og bagved en eller to angribere. Nummer 7 er derimod sværere at placere. Har 7’eren den offensive toning til fælles med 10’eren, kan den til gengæld være at finde både på kanten og centralt.
Oprindeligt var 7’eren højre wing i 2-3-5- og W-M-formationen, mens 10’eren var venstre innerwing. Det lå fast. I England er to af de mest berømte 7’ere fra den klassiske wing-periode Billy Meredith (Manchester City og Manchester United, 1894-1924) og Stanley Matthews (Stoke og Blackpool, 1932-65), mens franske Raymond Kopa (Stade de Reims og Real Madrid, 1949-67) og brasilianske Mané Garrincha (Botafogo, 1953-72) er to andre. Af navnkundige 10’ere fra 2-3-5- og W-M-formationens æra kan nævnes Ferenc Puskás (Honved Budapest og Real Madrid, 1943-66), Dennis Viollet (Manchester United og Stoke, 1950-67) og Eusébio (Benfica, 1957-78). I 1950’erne skete imidlertid det første opbrud med Gusztáv Sebes’ ungarske landshold, der spillede en slags 4-2-4. Sebes trak blandt andet 9’eren ned i en dybtliggende og fri forward-position bag 8’eren og 10’eren, der nu udgjorde de to centerangribere. Dermed var vejen banet for den klassiske 10’er, der dog på Sebes’ mandskab udgjordes af Nandor Hidegkuti med 9-tallet på ryggen.
Hvor 10’eren i 2-3-5- og W-M-formationen havde samme rolle som 8’eren, udskiller den sig nu og bliver et unikt nummer knyttet til en unik position på banen. Det er her, at en spiller som Pelé begynder at definere 10’eren som det kreative omdrejningspunkt, der også scorer mange mål.
Den klassiske 10’er-periode ligger dog senere og forbindes med spillere som Michel Platini, Diego Maradona, Enzo Francescoli, Michael Laudrup, Carlos Valderrama, Gheorghe Hagi, Roberto Baggio og Zico i 1980’erne og 1990’erne. Med spillere som Rivaldo og Ronaldinho er den klassiske 10’er-rolle allerede under forvandling, da begge disse spillere på deres klubhold ofte har eller havde deres udgangspunkt i venstre side.
En spiller som Totti er også umiddelbart en typisk 10’er, men hos Roma agerede han ofte ene-angriber i Spalettis hyperfleksible 4-5-1 (dog en atypisk ene-angriber fordi han falder ned i banen og deltager meget i spillet – han ligger altså i en klassisk 9’er-position, men opfører sig mere som en 10’er).
Zidane er måske den sidste klassiske 10’er, men selv han blev ofte benyttet i venstre side i Real Madrid. Lionel Messi og Neymar er seneste skud på stammen, og førstnævntes favorit-position er et miks af eller en vekslen mellem højrekant og central angriber (”falsk 9’er”), mens sidstnævnte oftest spiller på venstrekanten.
10’eren er således historisk set en rolle i forvandling: fra venstre innerwing til den centralt placerede kreatør til vore dages mere ubestemmelige rolle som offensiv talisman, men der er ingen tvivl om, at den klassiske 10’er, sådan som vi forstår den i dag, har sin storhedstid i 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne.
7’eren kan også siges at være knyttet til en rolle, der historisk forandrer sig, men det er samtidig en foranderlighed, der indebærer en større udefinerbarhed.
I begyndelsen var 7’eren altid højre wing, men i 1970’erne opblødes den gamle 2-3-5/3-2-2-3 for alvor, og spilleren med nummer 7 på ryggen kan nu både være central midtbanespiller, kantspiller eller centerforward. Som vi skal se, findes der store 7’ere i alle tre kategorier.
Det er ligeledes interessant, at nummeret er forbundet med stor prestige i visse klubber og på visse landshold. Ser man på det danske landshold i nyere tid, det vil sige fra Sepp Piontek og frem, så tegner der sig et mønster, hvor nummer 7 er en vigtig brik på holdets centrale midtbane. I 1980’erne bar Jens Jørn Bertelsen trøjen med det magiske nummer. Der var intet magisk over den diminutive, men alligevel ”store” Bertelsen.
Han var ganske enkelt balancepunktet på holdet, den usynlige arbejdsmand, uden hvem Elkjær, Laudrup, Simonsen og Arnesen ikke ville have kunnet udfolde sig kreativt. Bertelsen er måske det tætteste, Danmark har haft på en Claude Makelele. Traditionen blev videreført af John Faxe Jensen, der ligesom Bertelsen var oprydder på midtbanen, om end en mere synlig og aggressiv én af slagsen, end vestjyden havde været det.
Allan Nielsen, også central midtbanespiller, udgjorde et kort intermezzo, inden Thomas Gravesen bibragte nummeret en ny dimension på det danske landshold. Stadig centralt placeret på midtbanen tilføjede Gravesen nummeret offensiv glans med sine visionære pasninger og farlige langskud. Der var dog i Gravesens spil stadig elementer af skraldemand og bidsk vagthund over den rød-hvide nummer 7.
En helt anden tradition eksisterer på det brasilianske landshold, hvor Bebéto i nyere tid gjorde 7-tallet synonymt med den intelligente andenangriber, enten ved siden af Romarío eller Ronaldo. Efter Bebéto har spillere som Ronaldinho og Robinho båret nummer 7, og i den forstand kan man sige, at trøjen ofte giver et fingerpeg om, hvem der er Brasiliens kommende 10’er.
I flere af verdens førende klubber er 7-tallet et traditionsrigt rygnummer. Der er dog også eksempler på klubber, hvor det at bære 7-tallet forbindes med noget direkte uheldsvangert. I Chelsea indledte Brian Laudrup en uheldig trend, da han efter Gustavo Poyet fik overrakt nummer 7.
Laudrup, en typisk andenangriber, der trivedes i frie roller med licens til at søge kanterne, passede ganske enkelt ikke ind i Chelseas system, og hans ophold på Stamford Bridge blev kortvarigt og uden succes. Efter Laudrup ankom rumæneren Adrian Mutu, en typisk 10’er med selvtilliden i orden, men den fik Ranieri og Mourinho hurtigt bugt med.
Efter at have vist sit værd i den italienske serie A blev Mutu endnu et offer for systemet, og hans kulturelle tilpasningsvanskeligheder kulminerede i stofmisbrug. Efter Chelsea-fiaskoen vendte Mutu tilbage til støvlelandet, hvor han bidrog til Fiorentinas pres på de fire store, Inter, Milan, Juventus og Roma. Efter Mutu importerede Chelsea endnu en ”italiener”, nemlig Andrei Shevchenko, der i adskillige sæsoner havde været Milans offensive stjerne og topscorer.
Ukraineren var tilmed kåret som Europas bedste fodboldspiller inden ankomsten til London, men heller ikke han fandt sig tilpas med det 7-tal på ryggen, som han ellers havde gjort legendarisk i Milan. Endnu en gang var systemet en del af årsagen, for Shevchenko var købt som spydspids, men i Mourinhos system var der kun plads til én af slagsen, og det valg faldt på Didier Drogba.
Helt anderledes ser det ud, hvis vi vender blikket mod Madrid og byens kongelige klub. Her er 7-tallet i nyere tid blevet synonymt med målfarlighed, loyalitet og offensiv intelligens, først inkarneret af Emilio Butragueño, Danmarks onde ånd, siden med Raúl González.
De er begge eksempler på andenangribere, der foruden at være målfarlige har deres speciale i at binde midtbane og angreb sammen og finde de toldfrie zoner mellem disse kæder hos modstanderholdet. Butragueño udgjorde et af fodboldhistoriens giftigste angreb sammen med 9’eren Hugo Sanchez (og hvem husker ikke Michael Laudrups to sæsoner i Real Madrid, hvor han spillede typisk 10’er bag de to forwards i en midtbanediamant med Fernando Redondo som defensivt anker). Raúl har haft skiftende partnere i sin lange karriere, bl.a. Davor Suker og Ruud van Nistelrooy, begge typiske 9’ere og værdige arvtagere til Sanchez.
Der findes en dansker, der spillede samme position som Butragueño og Raúl, men som gjorde nummeret berømt før dem. På landsholdet spillede han med nummer 9, men hos Borrussia Mönchengladbach bar han trøjen med nummer 7. Jeg hentyder selvfølgelig til Allan Simonsen, den eneste dansker, der nogensinde har vundet titlen som Europas bedste fodboldspiller. Det gjorde han i 1977, da han var angriber på Gladbachs himmelstormende mandskab. Senere røg han til Barcelona, hvor han udgjorde en farlig angrebsduo med østrigeren Hans Krankl.
Liverpool FC er en anden klub, hvor 7-tallet har mytisk status, men inden for de senere år har klubbens 7’ere ikke formået at løfte arven efter Ian Callaghan, Kevin Keegan, Paul Dalglish og Peter Beardsley. Både Keegan, Dalglish og Beardsley er spillere dyrket i samme muld som Allan Simonsen: små, elegante, målfarlige og kreative.
Australieren Harry Kewells Anfield-karriere blev ødelagt af skader, men – skader eller ej – Kewell havde måske alligevel ikke potentialet til at bære nummer 7. En af de seneste spillere, der har båret 7-tallet, er Robbie Keane, der blev hentet i Tottenham for 200 mio. kr. Seks måneder senere blev han sendt retur for 150 mio. kr. En besynderlig historie, eftersom Keane i en årrække havde bevist, at han var en konsistent målscorer på højeste niveau, men Rafa Benitez’s tålmodighed med den irske angriber strakte sig altså kun til et halvt år. Manchester Uniteds manager Alex Ferguson havde måske set, hvor det bar hen, allerede før det begyndte.
Han udtrykte sin forundring over, at Liverpool ville bruge 200 mio. på Keane og antydede dermed, at Keane ikke havde det, der skulle til i en virkelig topklub, hvor spillere, der kan udgøre den berømte forskel, normalt sælges for 200-350 mio. kr. Nyeste bærer af Liverpool-trøjen med nummer 7 på ryggen var Luis Suárez, købt i Ajax for 200 mio. kr. og netop solgt til FC Barcelona for næsten det firdobbelte, og alene det faktum, at trøjen blev givet ham af klubbens dengang nye-gamle manager, Kenny Dalglish, gav et fingerpeg om tiltroen til uruguayerens evner.
Suárez’ nylige salgspris kombineret med hans præstationer i Premier League gennem flere sæsoner placerer ham i samme kategori som de tidligere 7’er-Liverpool-legender.
Den klub i verden, hvor 7-tallet er mest mytologisk, er netop Manchester United. Den engelske klub har haft ikke mindre end fem ”legender”, der har båret nummer 7: George Best, Bryan Robson, Eric Cantona, David Beckham og Cristiano Ronaldo (læg dertil Billy Meredith, klubbens første superstjerne, der ville have båret nummer 7, hvis holdene dengang i begyndelsen af 1900-tallet havde spillet med rygnumre). Denne liste er et vidnesbyrd om 7’erens udefinerbarhed og mangfoldige kvalitative potentialer, idet listen indeholder flamboyant driblekunst på kanten, magisk forward-spil og en krigerisk midtbanedynamo.
Da Alex Ferguson kontroversielt solgte Beckham til Real Madrid i 2003 og købte den dengang ukendte 17-årige Cristiano Ronaldo, var det et utvetydigt tegn på managerens tiltro og et tydeligt signal om kommende storhed, da Ronaldo fik overdraget 7-tallet efter Beckham, der selv havde arvet det fra Cantona (efter at have båret 10-tallet i én sæson), som for sit vedkommende overtog det fra Bryan Robson.
I dag spiller Ronaldo i Real Madrid, hvor han med Raúls afgang har skiftet sit oprindelige Madrid-9-tal ud med 7-tallet. I Barcelona huserede David Villa, mest fra venstrekanten, med 7-tallet på ryggen, det samme gør Franck Ribéry i Bayern München, mens Pato i Milans angreb forsøgte – uden det store held – at løfte arven fra Shevchenko.
På Old Trafford venter 7-tallet på at skifte fra overgangsfigurerne Michael Owen og Antonio Valencia til den nye store stjerne. Bliver det denne sommer, der bekendtgør, og bliver det Louis van Gaal, der dikterer, den nye 7’er på Old Trafford?
De fleste Manchester United-fans, utålmodige som de sandsynligvis er ved at være, ønsker sig uden tvivl to gange ”Ja!”
