Han blev købt som den nye midtbanemotor og dynamo sidste sommer fra Bayern München. Ferguson og United havde gennem et år arbejdet stenhårdt på at sikre sig deres drømmespiller til midtbanen, og det lykkedes endelig i juli 2007, da man betalte Bayern München 17 mio. pund.
Det er dog ikke blevet til så mange kampe for Hargreaves, som man på forhånd havde regnet med. En del småskader har hele tiden holdt Hargreaves ude, og lige så snart han var på vej mod topform efter 5-6 kampe, er han rendt ind i nye skadesproblemer. I denne sæson er det blot blevet til tre optrædener i den røde dragt.
Det er problemer med knæet, han døjer med denne gang. Indtil videre har man forsøgt at klare smerterne ved hjælp af indsprøjtninger, men nu har man mistet tålmodigheden med dette, og ifølge Daily Mail har Owen Hargreaves nu indvilliget i, at en operation er nødvendig og eneste udvej for at redde karrieren og fremtiden.
En operation vil holde ham ude af spillet i mindst seks måneder med efterfølgende genoptræning. Dermed kan hans sæson være slut, før den reelt er startet.
Der har tidlige været spekuleret i, at Ferguson og United skulle være ved at miste tålmodigheden med Hargreaves og hans skader, og at man skulle være parat til at sælge ham snarest muligt. Noget, der dog er blevet afvist af Ferguson selv, der har udtalt, at Hargreaves er en del af hans planer, og at man håber, han snart kan slippe af med skaderne.