Efter usuccesfulde tjek i London og Sverige drog Owen Hargreaves i sidste uge til USA i håb om at blive sin knæskade kvit.
Her til aften kom det frem, at en operation i spillerens venstre knæ er påkrævet, og den kan meget vel blive vital for, om Owen Hargreaves kommer til at spille fodbold igen.
Hargreaves er allerede blevet opereret i sit højre knæ og står altså foran en ny operation og en lang genoptræning. Dermed må United efter alt at dømme undvære sin alsidige midtbanespiller resten af sæsonen.
Siden skiftet til Manchester United i sommeren 2007 har han kun spillet 17 gange for United. Seneste Hargreaves-optræden var i 1-1-topopgøret på Stamford Bridge mod Chelsea.