Carlos Tevez i målhumør sender United videre

Manchester United havde vanen tro valgt at satse på nogle unge talenter, blandet med reserver der ligger lige i periferien til bruttotruppen. Således var…

Manchester United havde vanen tro valgt at satse på nogle unge talenter, blandet med reserver der ligger lige i periferien til bruttotruppen. Således var det kun Rafael da Silva, som var genvalgt. Blackburn derimod kom med alt hvad der var at skyde med, på nær Morten Gamst Pedersen og til dels Benni McCarthy, der dog senere blev sendt på banen. Styrkeforholdet var dog af den grund ikke synligt forskelligt, selvom udeholdet skulle vise sig at komme bedst fra start.

Stephen Warnock kom meget tæt på tidligt i kampen, men Ben Foster viste kvalitet i sit indgreb. Matt Derbyshire kunne heller ikke bringe gæsterne foran, trods et udmærket spark der strøg lige over overliggeren. Men herfra tog den røde bølge over, og Blackburn-forsvaret kom for alvor på arbejde, da en lille argentiner havde udset aftenen til, at minde hjemmepublikummet om, at han stadig er fantastisk med en fodbold.

Efter flere gode forsøg fra bl.a. Darren Gibson og Luis Nani, fik hjemmeholdet endelig hul på bylden kort før første halvlegs ende. Ryan Giggs’ indadskruede hjørnespark endte i panden på dels Aaron Mokoena og Carlos Tevez, og sammen kunne de heade United i front. Den udskældte angriber havde også en fod med i det andet mål, der faldt da Luis Nani på fremragende vis tryllede sig igennem, spillede bande med Carlos Tevez, og bankede bolden det sidste stykke ind over stregen. Manchester United gik dermed fortjent til pause med en 2-0-føring.

Paul Ince sendte Benni McCarthy på banen fra anden halvlegs start, og den indskiftning bar hurtigt frugt. Sydafrikaneren tæskede udeholdet tilbage på sporet få minutter inde i anden halvleg, men det håb det tilførte Blackburn-spillerne, varede ikke længe. Carlos Tevez blev nemlig fældet på ulovlig vis i feltet i den anden ende, og argentineren eksekverede selv på sikker vis straffesparket. Kort efter meldte Anderson sig også ind i målfesten, men dog i rollen som oplægger. Anderson bandede den første til Ryan Giggs, der med hælen sendte den tilbage til brasilianeren, der bandede den videre til Tevez, som sendte Anderson helt alene med Paul Robinson. Ualmindelig uselvisk spillede den lille troldmand dog bolden på tværs til Carlos Tevez, der på et tomt mål kunne skubbe den ind og fuldføre sit hattrick. En opvisning der må betegnes som en lektion i verdensklasses pasningsspil.

Matt Derbyshire og Benni McCarthy fik dog lov at gøre opgøret en smule spændende til sidst, da de i fællesskab gjorde det til 4-3 kort før tid. Men Carlos Tevez var ikke færdig, selvom kampen var gået ind i overtid. Anderson fandt argentineren med en dybdebold, han med den øgede selvtillid klaskede usvigeligt sikkert ind, og kunne dermed fejre at have scoret fire mål for første gang i hans karriere i en og samme kamp. Målene var en tydelig forløsning for Carlos Tevez, der i øjeblikket spiller for en permanent kontrakt med United. Sir Alex Ferguson er ikke blandt de mange kritikere, der har sat spørgsmålstegn ved hans seneste form, og mon ikke skotten glæder sig over luksusproblemet han står over for, når angrebspladserne skal fordeles mellem Wayne Rooney, Dimitar Berbatov og Carlos Tevez på lørdag.

Forrige artikel

United videre i Carling Cuppen

Næste artikel

BBC: Keane forlader Sunderland

ANNONCE