Mens det på det seneste til tider har knebet med at udnytte alle de chancer, der bliver skabt, har forsvaret været stabilt og sikkert hele vejen igennem. Takket være den stærke defensiv har United flere gange kunne nøjes med at lave et enkelt mål selv for at tage sejren. Det til trods for, at der er skiftet meget rundt i forsvaret i den sidste måned.
Uniteds irske forsvarsspiller og altmuligmand John O’Shea håber på endnu et clean sheet i morgen, når man i Carling Cuppens første semifinalekamp møder Derby County på Pride Park.
I et interview med MUTV siger O’Shea: ”Det er altid positivt at holde nullet. Det er basen for at vinde ligaen og gøre det godt i cup-turneringerne. Hvis forsvaret holdet et clean sheet, vil det ni ud af ti gange sikre os en sejr, takket være vores gode og dygtige offensiv.”
O’Shea har spillet samtlige kampe efter hjemkomsten fra Japan grundet Patrice Evras karantæne. Han har sammen med Evans, Vidic, Ferdinand, Neville og Rafael udgjort en stærk defensiv, som altså har holdt nullet i kampene mod Stoke, Middlesbrough og Southampton. I den anden ende af banen har United skabt spandevis af chancer, men det har knebet med at få sparket bolden i kassen. Noget, der dog ikke bekymrer O’Shea, der mener, målene nok snart skal komme.
”Vi kunne måske godt have været mere konsekvente mod Southampton og scoret et par mål mere. Vi har skabt en masse chancer, hvilket er positivt, så det næste skridt er at ramme målet og få sparket den ind. Det er det næste vi skal forbedre,” siger John O”Shea.