Den blot 17-årige angriber blev skiftet ind i slutningen af anden halvleg i gårsdagens kamp mod Sunderland og skulle blot bruge 50 sekunder til at score det afgørende mål for Manchester United.
Italieneren rettede et skud fra Michael Carrick af og blev dermed Man of the Match for anden kamp i træk.
“Han er ikke berørt af det. Jeg har snakket med hans familie denne uge, og han vil være okay. Han vil holde fødderne på jorden,” sagde Ferguson, da pressen ville vide om ikke den pludselige succes vil stige ham til hovedet.
“Drengen har noget helt specielt. Jeg har ikke set målet endnu, men nogle af mine spillere sagde, han forsøgte det med vilje og rettede bolden af. Han er en hurtig tænker, og målscorere har den kvalitet. Han har instinktet.”
“Jeg sagde ikke noget til ham, da han gik på banen, da han kender sin kode – at komme ind bag forsvaret,” sagde en glad Ferguson efter kampen i går.
Selvom Macheda allerede kan vise sig at være en uhyre vigtig figur i et eventuelt mesterskab, så vil han ikke kunne nå at spille nok kampe til at få en medalje.
En dispensation fra denne regel gives som regel kun til reservemålmænd og langtidsskadede spillere.
Alligevel fik Henke Larsson i forrige sæson en medalje, hvilket måske kan give Macheda håb, hvis United nupper det tredje mesterskab i træk.