Manchester United gjorde det færdigt på Emirates

De forsvarende Champions League-mestre fik ikke det ud af det som de burde hjemme på Old Trafford, men i aften fik de fuld valuta for pengene trods…

De forsvarende Champions League-mestre fik ikke det ud af det som de burde hjemme på Old Trafford, men i aften fik de fuld valuta for pengene trods udebanebagdelen. Klasseforskellen var slående over de to kampe og der kan ikke herske tvivl om, at den retmæssige fandt vejen til Rom. Sir Alex Ferguson kan dermed føre sine drenge til den første dobbelte Champions League-triumf nogensinde i turneringens historie, mens Arsene Wenger må erkende at det heller ikke blev denne gang for hans Arsenal.

Hjemmepublikummet havde fået overrakt flag til den store aften og var fra kampens start helt oppe i det røde felt med opbakning til londonerne. Men disse blev hurtigt meget stille og overlod det til udeholdets fans at skabe stemningen. Manchester United var nemlig i målhumør meget tidligt på kampen, og unge Kieran Gibbs var mand for at overrække dem det fatale udebanemål efter bare 8 minutter.

Den unge back snublede idet han skulle afvise et fladt indlæg fra Cristiano Ronaldo, hvilket gjorde det nemt og enkelt for Ji-Sung Park at score sit andet mål på tre dage. Sir Alex Ferguson havde dermed allerede ved kampens første chance fået det udebanemål han mente var nok til at vinde indbyrdes, og den snedige skotte fik som så mange gange før ret – men United ville mere.

Robin van Persie begik frispark på Cristiano Ronaldo tre minutter efter og portugiseren vidste lige præcis hvordan et sådan skal sparkes. Fra omkring 40 meters afstand kanonerede verdens bedste fodboldspiller læderet mod målet som kun han kan gøre det, og selvom Manuel Almunia så mindre godt ud i situationen skal alt cadeau gå til Manchester Uniteds nummer 7, der efter kampen har udtalt at han netop er ved at ramme topformen. Efter 11 minutters spil havde United altså bragt sig foran med to og førte indbyrdes 3-0.

Som om det ikke var nok var det igen udeholdet som kom til kampens næste store chance efter 18 minutters spil. Denne gang stod Wayne Rooney for skud, men hans følte forsøg mod det lange hjørne blev netop pillet ud af Almunia. Kort efter kunne Ronaldo have blevet dobbeltmålscorer på et hovedstød, men denne titel måtte han vente lidt endnu med.

Arsenal-spillerne var tydeligt frustrerede og modvillige og kunne på ingen måde få deres hurtige pasningsspil til at fungere. Derfor blæste de på Arsene Wengers fodboldfilosofi og forsøgte sig derimod med lange bolde mod Robin van Persie og Emanuel Adebayor. Disse klarede Rio Ferdinand og Nemanja Vidic og Edwin van der Sar blev kun testet en enkelt gang i første halvleg, men det svage hovedstød fra kaptajn Fabregas blev grebet ud med lethed.

Arsenal havde noget at snakke om i pausen, for deres præstation i første halvleg var langt fra en semifinalist i Champions League værdig. Desværre for London-holdet var gæsterne ikke færdige med at imponere, men manifesterede deres plads i finalen med et mål der viste forskellen på de to mandskaber.

Små ti meter uden for eget felt satte Cristiano Ronaldo et kontraangreb i gang med hælen til Ji-Sung Park, der fandt Wayne Rooney som var gået dybt. Rooney kunne tage den med og sparke selv, men valgte at spille den på tværs til den fremstormende Ronaldo der gled scoringen ind til 3-0. Et fremragende gennemspillet angreb af United-drengene, der på dette tidspunkt efter en times spil vidste den var hjemme.

Sir Alex Ferguson kunne herefter med roligt sind skifte Wayne Rooney og Patrice Evra ud, således de ikke fik en advarsel der ville holde dem ude fra finalen. Skotten kunne dog ikke gardere sig for Darren Fletchers ærgerlige skæbne efter 75 minutters spil. Fabregas blev sendt dybt ned i feltet og Darren Fletcher tacklede spanieren som bageste mand. Gengivelsen viser at Fletcher først rammer bolden og derefter nedlægger Fabregas, men dommer Rosetti blev enig med sig selv om, at forseelsen var streng nok til både straffespark og rødt kort. Robin van Persie pyntede på resultatet til 3-1, men Sir Alex Ferguson og co. vil være ærgerlige over at skulle miste den hårdtarbejdende midtbanemand i finalen – og så på et så tyndt grundlag.

Manchester United kontrollerede den sidste tid og deres eminente holdpræstation blev endelig kronet med en billet til Champions League-finalen i Rom, efter to semifinalekampe der på ingen måde blev ligeså spændende som deklareret. Manchester United sejrer sammenlagt 4-1 over et skuffende Arsenal-hold. Finalemodstanderen skal findes mellem FC Barcelona og Chelsea onsdag d. 6. maj klokken 20:45.

Forrige artikel

Aftenens startopstilling i Champions League

Næste artikel

Billetinformation: Finalen i Rom

ANNONCE