Mata: Træt af løgnene

Juan Mata ærgrer sig over alle rygterne, der gennem sommeren sendte ham væk fra Old Trafford. Han ønsker at blive og vinde titler i United, hvor hans forhold til Jose Mourinho er godt.

Det kom nok ikke som nogen stor overraskelse, at Juan Mata var en af de første spillere til at blive rygtet væk denne sommer. For det var selvsamme Mata, som Mourinho skildte sig af med i januar 2014.

Men den 28-årige spanske playmaker ærgrer sig alligevel over forløbet, hvor han dag ud og dag ind er blevet rygtet væk fra den klub, han føler sig hjemme i. Det siger han i et radiointerview på spanske Cadena Cope ifølge The Telegraph. 

– Der blev fortalt mange løgne om Mourinho og mig, da han kom til i sommer. Det gik mig på, at jeg hver dag var nødt til at læse og høre på rygter, der ikke var sande. Mit forhold til ham er godt, siger spanieren.

– Du kan jo læse en masse kommentarer på Facebook og Twitter, men de får dig bare til at grine. Jeg ønsker virkelig at blive og vinde trofæer med Manchester United. 

– Premier League er en titel, jeg endnu ikke har vundet, men jeg tror virkelig på, at vi kan lykkes med det med denne gruppe af spillere, slutter Mata.

Den lille offensivspiller har indtil videre startet i seks ud af ti kampe denne sæson, hvoraf de fem er blevet vundet. 

United er i skrivende stund seks point bag Manchester City på førstepladsen i Premier League. Mourinhos mandskab tager søndag kl. 13.00 imod Stoke City på Old Trafford.

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

- Vi skal bruge Zlatans kvaliteter mere

Næste artikel

Optakt: Manchester United – Stoke City

ANNONCE