Det er måske de færreste, der havde regnet med, at netop Arsenals togolesiske Emmanuel Adebayor ville udtale sig om Manchester United, men det har angriberen gjort. Og ifølge ham står “De Røde Djævle” til at gå hele vejen. Det siger han til Arsenals hjemmeside.
“De er nogle af de bedste – jeg tror ikke, at der er nogen, der kan stoppe dem. De er mestre og det bedste hold i Europa. De vandt Champions League sidste sæson, og de er i finalen igen i år,” lyder nogle af roserne fra Adebayor.
Han har tidligere været kædet sammen med et skifte til Barcelona, men det har altså ikke betydet, at han ikke kan rose spaniernes kommende modstander i Champions League-finalen.
“De spiller god fodbold, og de viste tirsdag aften, at de straffer en, hvis man laver en halv fejl. Jeg tror, det var derfor, de spillede så godt,” siger Adebayor om Manchester Uniteds sejr i semifinalen.