Hvem er Mame Biram Diouf?

Imens navne som Zlatan Ibrahimovic, Samuel Eto’o, David Villa og Klass-Jan Huntelaar blev sat i forbindelse med et skifte til Manchester United, og fik…

Imens navne som Zlatan Ibrahimovic, Samuel Eto’o, David Villa og Klass-Jan Huntelaar blev sat i forbindelse med et skifte til Manchester United, og fik flere United-fans til at savle af ren begejstring, valgte Sir Alex Ferguson, at kigge mod Norge for, at styrke sit angreb.

Her fandt man senegaleseren Mame Biram Diouf fra Molde god nok til mesterklubben, hvilket chokerer fodboldverdenen, ligeså vel som det chokerer Diouf selv. Men United-bossen har før haft held med, at bringe en angriber fra netop Molde til klubben som senere har fået legendestatus. Ole Gunnar Solskjær vil sent blive glemt for sine bedrifter i klubben, og mon ikke Ferguson håber på, at have skudt papegøjen nok en gang.

Mame Biram Diouf ankom til Molde i 2007 som 19-årig sammen med sin angrebspartner og landsmand Pape Pate Diouf. Han blev henvist til højrekanten i Molde, hvor han viste potentiale lige fra start, men ikke den målfarlighed som håbet. I år rykkede man ham så helt på toppen i håb om, at det profiterede hans spillestil bedre, og det må man sige det har gjort.

I 2007-sæsonen spillede den eksplosive afrikaner 23 kampe og scorede 10 mål. Sæsonen efter blev det til 29 kampe og 11 mål. I denne sæson, som endnu ikke er færdigspillet, ligger Molde på en flot andenplads i Tippeligaen primært grundet en flyvende Mame Biram Diouf. Senegaleseren spiller nu kun angriber, og har hidtil scoret hele 18 mål i 21 cup- og ligakampe.

Det flotte scoringssnit havde vækket interesse fra flere klubber rundt i Europa, og der var mange folk fra nær og fjern for, at følge hans udvikling. I kampen mod Brann i sidste weekend var der således en flok spejdere ude for at kigge på netop ham, og her kunne Diouf imponere med hele fire mål, hvoraf hattricket blev fuldendt inden for kampens første ti minutter.

Herefter blev angriberen sat i forbindelse med tyske, hollandske og franske klubber, og danske FC København var på banen med et bud, men ingen af disse destinationer blev det til, for da Manchester United meldte sig på banen, var der kun én vej. Jim Solbakken, som er agent og tæt ven med Ole Gunnar Solskjær, repræsenterer Mame Biram Diouf, og det banede vejen for en hurtig og smertefri handel for United.

Det finansielle omkring skiftet er endnu ikke slået fast, men sikkert er det, at Diouf fortsætter sæsonen ud for Molde, og skifter til Manchester United til januar 2010, såfremt hans arbejdstilladelse bliver accepteret. Diouf har nemlig sin A-landsholdsdebut til gode, hvorfor det muligvis kan blive svært at få skiftet godkendt.

Mame Biram Diouf beskrives af repræsentanter fra Molde som en fysisk stærk og superatletisk sportsmand, som har tekniske kvaliteter med bolden, et sublimt antrit, en god arbejdsrate og en fornem målnæse samt gode positioneringsevner. Mange afrikanere bukker under for klimaet i Skandinavien, men denne har klaret klimaskiftet, hvorfor Manchester ikke burde være noget problem.

Blandt holdkammeraterne er Mame Biram Diouf en populær herre. Han er både underholdende og socialt aktiv i flere henseender. Tilskuerne elsker også deres uslebne afrikanske juvel, da hans mange scoringer ofte bliver fejret ved et akrobatisk indslag a la Luis Nanis jubelscene i Manchester United.

Forrige artikel

Foster vil vise sit værd

Næste artikel

Fergie: 25 mio. for Tevez? Det er han ikke værd!

ANNONCE