Sir Alex Ferguson mener sagtens, at Michael Owen kan nå 15 sæsonscoringer i sin debutsæson for Manchester United. Det skriver flere engelske medier.
Indtil videre har klubbens nye angriber scoret to mål i tre kampe på “De Røde Djævles” træningsturnering i Asien. Englænderen ser unægteligt friskere ud, end han længe har gjort, og det får også Ferguson til at tro, at Owen kan hjælpe Uniteds titelforsvar med et tocifret antal scoringer.
“Michael har allerede scoret to, og jeg håber på, at der kommer mange flere,” siger Ferguson på et pressemøde forud for kampen mod Hangzhou Greentown, der spilles søndag.
“Hvis man kigger på hans statistik over årene, selv i de sidste to år i Newcastle, hvor de havde en svær periode, har han scoret i hver anden kamp. Han kan let nå op på det niveau igen. Hvis han spiller 25 kampe for mig i denne sæson, tror jeg, at vi får 15 mål af ham,” siger skotten.