Den tidligere Chelsea-manager er en populær herre, når Manchester United-fans snakker om, hvem de ser som den naturlige efterfølger til Sir Alex Ferguson.
Tidligere var den tidligere assistenttræner Carlos Queiroz stillet i udsigt til at afløse Sir Alex Ferguson, men portugiserens manglende succes med Real Madrid og Portugal har med al tydelighed sat sine spor i trænerens jobansøgning.
Hos mange fans er det i stedet Jose Mourinho, som der bliver talt med varme ord om, og portugiseren er selv interesseret.
“Jeg ville bestemt gerne til Manchester United, men United skal overveje, om de vil have mig til at efterfølge Sir Alex Ferguson. Hvis de vil have mig, så selvfølgelig vil jeg gøre det.
Jeg kan lide England, hvor supporterne er passionerede og gør hver kamp til en smuk begivenhed med en utrolig atmosfære,” siger den nuværende Inter-træner til Daily Mirror.
Mourinho har tidligere udtalt sig varmt om managerposten i United.