Sunderland havde ikke vundet på Old Trafford siden 1968 før lørdagens opgør, men det så længe ud til, at den statistik skulle ændre sig, da Sunderland på dagen viste storspil. Rio Ferdinand fik en pause, men lillebroder Anton Ferdinand skulle spille en vital rolle for kampens endelige resultat.
Sunderland startede hårdt ud, og tog hjemmeholdet på sengekanten efter bare syv minutters spil. En af kampens helt store profiler, Lee Cattermole, fandt den brandvarme Darren Bent i dybden, og denne kunne tage bolden med og afslutte i næsten samme bevægelse, hvilket gjorde det umuligt for Ben Foster i United-målet at reagere.
Det var forventet, at Manchester United ville kæmpe sig tilbage efter chokstarten, men dette var de overhovedet ikke i stand til. En ualmindelig sløj første halvleg fra de forsvarende mestre levnede ikke en eneste nævneværdig chance. Manchester United var en skygge af sig selv, hvor specielt den ellers så formstærke Darren Fletcher faldt helt ud på midtbanen. Også Danny Welbeck og Nani vil ikke være tilfredse med deres præstationer.
Ved anden halvlegs start vågnede værterne en smule op, og Craig Gordon blev testet for første gang. Wayne Rooney tvang skotten ud i fuld længe, men denne klarede, hvorefter bolden faldt til John O’Shea. Ireren sendte et indlæg ind, som den udskældte Dimitar Berbatov saksesparkede på fantastisk vis ind ved korteste stolpe. Et fremragende mål som var netop det, der kunne sætte gang i det sløve United-spil.
Men nej. Målet rejste kun Manchester United midlertidigt, og det skulle ikke vise sig at være nok. Kenwyne Jones gjorde det til 2-1, da han vandt en direkte duel med Ben Foster. Igen viste Ben Foster svaghedstegn, da målet aldrig skulle have blevet aktuelt. Jones var for stærk for Foster, og derfor kunne han heade den ind i det tomme net.
United forsøgte at komme igen, ved et skud der fløj over fra Danny Welbeck, og et forsøg der røg forbi fra Wayne Rooney. Skarpheden var der bare ikke, og derfor skulle reduceringen komme fra en usædvanlig kant.
Da tiden var ved at rende ud for frustrerede Manchester United modtog en gammel United-mand, Kieran Richardson, sit andet gule kort. Kantspilleren sparkede bolden væk i arrigskab, og derfor måtte han forlade banen før tiden.
I overtiden pressede United ekstra på, og ikke helt fortjent, gav det pote i sidste ende. Patrice Evra sparkede et indlæg ind mellem venner og fjender, og denne drejede Anton Ferdinand ind bag egen målmand, og derfor blev United reddet i de døende sekunder. 2-2 kan Manchester United ikke være utilfredse med, da denne præstation ikke havde fortjent et bedre udfald.