Dagens engelske træningssession var uden den normale anfører John Terry, der måtte sidde over grundet en ankelskade. Han er yderst tvivlsom til kampen mod Brasilien, og når Chelsea-spilleren ikke at blive klar, kan Wayne Rooney få sin debut som engelsk anfører.
Terrys holdkammerat Frank Lampard er ligeledes taget hjem fra lejren med en lårskade, og da spillere som David James, Rio Ferdinand, Ashley Cole og Steven Gerrard lider med småskavanker, er vejen banet for Uniteds nummer 10 til at bære anførerbindet.
England har kun slået Brasilien tre gange, hvoraf seneste sejr faldt i 1990. Seneste møde mellem de to giganter var under VM 2002, hvor Brasilien vandt 2-1 på det famøse David Seaman-drop på Ronaldinhos frispark. Englands målscorer ved den lejlighed var i øvrigt Michael Owen.