Det mest debatterede emne i Manchester de sidste par uger, har uden tvivl været dommerstandarden.
Efter to kontroversielle kampe mod henholdsvis Liverpool og Chelsea, og den omdiskuterede karantæne til Sir Alex Ferguson, har en del United-spillere udtrykt utilfredshed med dommerstandarden i England.
For et par dage siden var det Johnny Evans der mente dommerne ikke var gode nok, og nu blander Gary Neville sig i debatten med et konkret forslag til forbedring af de store kampe:
”De bedste fodboldspillere optræder for de bedste klubber. De bedste kommentatorer bliver sat på de bedste kampe. Man er nød til, at skabe et lignende system for dommere.”
Neville mener, at systemet fungerer fint i de europæiske turneringer, hvor det kun er en udvalgt pulje af dommere, der kan dømme i de afgørende runder:
”Pierluigi Collina fik altid de bedste Champions League-kampe, fordi han næsten aldrig lavede fejl. Man burde indføre samme system i England.”
Den aldrende United-kaptajn er hermed den seneste spiller der deltager i dommer-debatten, og det bliver interessant at se, om de mange United-kommentarer får FA til at blande sig i debatten.