Vidic afviser exit-rygter

Nemanja Vidic har været indblandet i en række rygter, der sender ham ned til varmere solstrejf i Spanien, men hovedpersonen selv har ingen planer om at…

Nemanja Vidic har været indblandet i en række rygter, der sender ham ned til varmere solstrejf i Spanien, men hovedpersonen selv har ingen planer om at skifte. Rygterne bygger dels på, at hans kone, Ana, skulle være træt af det kolde klima i Nordengland, mens årsgamle udtalelser fra Vidic er blevet gravet op, hvor han udtrykker sig negativt om livet i England og vejret. I interviewet siger han også, at han på et senere tidspunkt godt kunne tænke sig at spille længere sydpå, hvorfor rygtebørsen har haft let spil.

Det ser dog ud som om, at serberen har skiftet mening fuldstændigt. Han drømmer nemlig nu om, at blive en af de erfarne kræfter, når rollemodeller som Edwin van der Sar og Ryan Giggs stiller støvlerne.

”Jeg er glad for, at have været en del af denne klub i så mange år, og hvis jeg kunne blive en af de bærende kræfter, som et nyt hold kunne blive bygget omkring, ville jeg være rigtig glad. Jeg har aldrig sagt, at jeg vil spille i et andet land. Nogle folk har sagt eller skrevet det, og det er jeg træt af. Men jeg har sagt før, hvordan jeg har det. Jeg vil ikke blive ved med at tale om det, fordi jeg ikke kan standse hvad folk siger eller skriver. Jeg er glad hvor jeg er – det er pointen,” siger Nemanja Vidic, til stor lettelse for en masse United-fans, der ville være ærgerlige over at se en af verdens bedste forsvarsspillere smutte.

FC Barcelona og AC Milan følger sagaen tæt, og vil, hvis chancen byder sig, gøre Nemanja Vidic til en af verdens bedst betalte forsvarsspillere i hvad der formentlig kræver et bud i rekordrang, hvis Sir Alex Ferguson skal slippe sin klippe.

Forrige artikel

Forlán vil tilbage til England

Næste artikel

Berbatov høster stor ros

ANNONCE