29-årige Luis Fabiano er en af verdens farligste angribere, hvorfor han naturligvis er jagtet af diverse topklubber hver eneste gang disse har muligheden for det. AC Milan, Chelsea, Manchester City og Manchester United er blevet sat i forbindelse med Sevilla-yndlingen op til flere gange, men den spanske klub har haft succes med at overtale ham til at blive.
Det er dog langt fra sikkert, at de kan holde fast på Luis Fabiano indtil sommer, da denne godt er klar over, at et skifte skal finde sted inden han bliver for gammel. Brasilianeren har nettet over 50 gange for klubben fra Andalusien siden han kom fra FC Porto i 2005, og har scoret imponerende 25 mål i 36 landskampe for Brasilien. Angriberen blev hædret med ”den Gyldne Støvle” for sin præstation i Confederations Cup sidste sommer.
AC Milan var tæt på at sikre sig hans underskrift i sommers, men måtte til sidst sande, at prisen blev for høj. I dag er det mere sandsynligt, at Luis Fabiano ender i Premier League, og her er han ikke bleg for at udtale sig om hvorhen han helst vil.
”Jeg ser Manchester som et hold med en interessant måde at spille på, at aflevere på, at slå indlæg på. Jeg tror det ville være let, at glide ind på et hold som det. Jeg er en stor fan af Sir Alex Ferguson. Han har været i gamet så længe, og altid vundet titler,” lyder interviewet fra brasilianeren, der hidtil har scoret syv mål i La Liga, i sidste udgivelse fra FourFourTwo.