Ryan Giggs synes for tiden at være på toppen af karrieren trods sine 36 år, men han regner ikke med, at han kan holde karrieren kørende længere end Sir Alex Ferguson.
Ferguson fylder 68 år nytårsaften, men alligevel regner Giggs ikke med at se den legendariske manager slippe tøjlerne på Old Trafford i de næste par år.
“Jeg stopper nok før ham. Manageren er bedre end nogensinde før, og han fortsætter længe endnu. Jeg kan sagtens se ham være Manchester United-manager om fem år, for så længe helbredet tillader det, vil han fortsætte,” spår Giggs ifølge engelske medier.
Indtil videre er Ryan Giggs blevet tilbudt også at tage næste sæson med. Et tilbud som årets britiske sportsmand ventes at sige ja tak til.