Manchester United har i år haft store problemer med skadede spillere, hvorfor sæsonen har været præget af ustabilitet. Således står ”De røde djævle” i den noget uvante situation ikke selv at kunne afgøre det engelske mesterskab i sidste spillerunde på søndag.
Derudover er det blevet til et par tidlige exits i Champions League og FA Cuppen, hvor Leeds højst overraskende avancerede på bekostning af United med en 0-1-sejr på Old Trafford.
Forklaringer på Uniteds ustabile sæson har der været mange af. Og Mens flere medier og eksperter har peget på, at salget af Cristiano Ronaldo har efterladt et kæmpe hul i United offensiv, mener Darren Fletcher, at det først og fremmest er de mange skader i forsvaret, der er skyld i de skuffende resultater.
”Hvis vi ikke havde haft alle de skader i forsvaret, havde tingene set anderledes ud. På et tidspunkt havde vi blot en normal forsvarsspiller i startopstillingen,” udtaler Fletcher overfor MUTV med henvisning til 0-3-nederlaget på Craven Cottage til Fulham, hvor Patrice Evra var det eneste normale førstevalg i den bageste kæde.
”Vi stod med det problem i tre-fire kampe, og i sidste ende kostede det os dyrt. Hvis man skal vinde det engelske mesterskab, er det nødvendigt med et stabilt forsvar,” slutter Fletcher.
Både Rio Ferdinand og Nemanja Vidic er gået glip af store dele af sæsonen grundet skader, hvorfor Sir Alex Ferguson allerede i januar forstærkede forsvaret i form af Chris Smalling fra Fulham, der skifter til United efter sæsonen