Gabriel Obertan blev sidste sommer hentet for omkring tre millioner pund i Bordeaux. Den 21-årige franskmand har dog haft svært ved at tilspille sig en plads på førsteholdet, hvorfor der er blevet spekuleret i, om den offensive midtbanespiller vil blive lejet ud i næste sæson.
Her skulle Glasgow Rangers være et godt bud. Således har de skotske mestres manager, Walther Smith, i hvert fald vist interesse for U21-landsholdsspilleren.
Nu slår Obertans agent imidlertid fast, at hans klient forbliver Manchester United-spiller i hele næste sæson.
”Gabriel (Obertan, red.) bliver i Manchester United hele næste sæson. Vi snakkede med manageren og klubben efter sæsonen, og de gjorde det klart, at de ikke havde i sinde at leje ham ud,” udtaler Karim Djaziri ifølge The Evening Times.
Gabriel Obertan står noteret for 13 kampe for Manchester United, men har endnu sit første mål til gode.