Mange af Manchester Uniteds unge talenter er så småt ved at finde ud af, hvor i verden de skal spille fodbold i den kommende sæson.
Sir Alex Ferguson har traditionen tro travlt med at sende klubbens ungersvende ud på andre græsmarker for at suge erfaring til sig, og nu ligger det fast, at Danny Drinkwater tager en tørn hos Cardiff.
Drinkwater har skrevet under på en lejeaftale, som gælder for hele sæsonen med Cardiff. En klub som med en anelse mere held i sprøjten havde spillet Premier League i denne sæson, da de blev besejret i playoff-finalen af Blackpool i maj.
Selvom den står på endnu en gang Championship i den walisiske hovedstad, så markerer skiftet alligevel et stort skridt i den rigtige retning for Drinkwater. Han tilbragte sidste sæson som lejesvend hos Huddersfield i rækken under The Championship, League One.